14-årige Johan Valdemar Andersen, som til dagligt går i 8. klasse på Guldminen, var en af dem, som var med til Knæk Cancer-løbet den 22. september, hvor Guldminen og FC Midtjylland samlede penge ind til forskning og støtte til kræftramte familier.
– Det er vigtigt, for det går til en god sag. Det er også fedt, at man kan samle så mange penge ind ved at være med til at løbe eller gå, siger han.
Dagen var fyldt med god energi og høj musik. Til opvarmning blev der kastet med farvepulver og danset i fællesskab. Undervejs på ruten var der snacks og vandposter, mens man fik en elastik for hver gennemført runde.
Og indsatsen kunne mærkes. Det blev til hele 256.041 kroner, da resultatet af løbet blev gjort op – et beløb, som eleverne selv har været med til at samle ind gennem sponsorer og opbakning, og som er det højeste, siden man startede i 2022.
– Jeg ved godt, hvorfor vi gør det, men det gik sådan rigtig op for mig, da jeg mødte en, som jeg kender, der har støttet mig i det her løb, siger Johan Valdemar Andersen og fortsætter:
– Hun har selv haft kræft og fortalte om det, som hun har fået mulighed for, fordi folk støtter op om Knæk Cancer. Det fik mig virkelig til at tænke over det på en anden måde, og nu ved jeg, at det kan gøre en forskel.
Noget, der betyder noget
For flere af eleverne handler Knæk Cancer-løbet ikke kun om at bevæge sig, men om at gøre en forskel for nogen, de kender.
– Min mormor døde af kræft for snart tre år siden, så for mig betyder det noget særligt at være med til at samle penge ind. Det kunne være fedt, hvis man i fremtiden finder en kur mod det, lyder det fra Johan Valdemar Andersen.
– Det er synd for alle, så på den måde føles det godt at gøre noget i fællesskab med sine venner, tilføjer 13-årige Mads Kjærgaard Gottfredsen, som går i 7. klasse på Guldminen.
Følelsen af at gøre en forskel
For Anne Brohm, der er underviser på Guldminen og initiativtager på Knæk Cancer-løbet, er det netop det, løbet handler om – at give børnene oplevelsen af, at de kan være med til at skabe forandring.
– Når eleverne selv er med til at drive det, mærker de, at de ikke bare står på sidelinjen – de hjælper aktivt andre og gør en forskel. De bliver handlekraftige, tager ansvar og mærker på egen krop, at de faktisk gør en kæmpe forskel.
– Det skaber et stærkt fællesskab på kryds og tværs mellem store og små, fortæller hun.
Fællesskab i centrum
Hele arrangementet er blevet taget godt imod igen i år, hvilket også gør noget godt for motivationen og glæden over at deltage.
– Jeg synes, at det var fedt, og der var blevet gjort meget ud af det. Især tror jeg, det var særligt for de yngre børn, for de synes, det er fedt, at spillerne også er med til at løbe med os. Det giver dem helt vildt meget motivation, siger Mads Kjærgaard Gottfredsen.
Også 14-årige Silja Agervig Ravn kan genkende fællesskabsfølelsen, som hun oplevede i løbet af dagen.
– Der er lærere ude på ruten, og FCM’s spillere – også kvinderne – kommer og løber med os, og der er bare fed energi. Det fedeste var at se, hvor mange der faktisk løb. Det gav en følelse af fællesskab og opbakning, fortæller hun.
En fælles indsats
Anne Brohm peger på, at Knæk Cancer-løbet også passer perfekt ind i FCM’s familieklubtanke.
– Løbet samler både elever, undervisere, spillere, trænere og administration om en fælles sag. Når alle bidrager – hver på deres måde – mærker man, at vi er ét fællesskab. Det handler ikke kun om at løbe, men om at stå sammen, støtte hinanden og vise, at vi kan gøre en forskel langt ud over banen.
Og netop dét fællesskab, fortæller eleverne, er noget af det, de tager med sig.
– Jeg tror, at det er vigtigt, at man støtter op om det, fordi det er folks liv, det handler om. Det er fedt at mærke, hvordan vi alle gør det sammen, siger Silja Agervig Ravn afslutningsvist.
Guldminens indsamlinger
De seneste fire år har Guldminen samlet ind til Knæk Cancer. Nedenfor kan du se en oversigt over de indsamlede beløb:
- Oktober 2022: 66.000 kr.
- Oktober 2023: 102.399 kr.
- September 2024: 203.458 kr.
- September 2025: 256.041 kr.
Samlet set har Guldminen siden 2022 indsamlet 627.898 kroner i kampen mod kræft.