Europa League
torsdag 6/11 kl. 18:45
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
M. Erlić (33")
M. Gogorza (35")
Franculino Djú (41")
3:1
CEL Celtic FC
R. Hatate (81")

Stående klapsalver ved pausefløjt: Midtjysk topklasse mod Celtic

FC Midtjylland kørte Celtic ud af brættet og gik til pause foran med tre til stående klapsalver fra publikum. En aften med europæisk topklasse, der til slut endte 3-1.

FC Midtjylland – Celtic FC på et udsolgt MCH Arena. Det smagte af det helt rigtige torsdag aften.

Opgøret var kun få minutter gammelt, da FCM bed fra sig for første gang. Darío Osorio tog et træk ind i banen og sparkede få centimeter over Kasper Schmeichels bur.

Holdkammerat og ven, Franculino, ville også lege med. Igen gik skuddet over den danske landsholdskeepers mål – men ikke desto mindre et varsel om, at der var noget at komme efter for Mike Tullbergs tropper.

17 minutter inde skulle den have heddet 1-0. Franculino spillede bolden ind i feltet, og Philip Billing hoppede elegant over. Cho Gue-sung stod helt fri ved bagstolpen, og med en smule mere coolness havde den sydkoreanske landsholdsangriber bragt værterne foran. Kasper Schmeichel parerede flot.

En xG på 1,10 til FCM efter de første 20′ talte sit tydelige sprog.

Darío Osorio var tæt på at lave et drømmemål ti minutter senere. Den chilenske offensivprofil helflugtede en nedfaldsbold mod mål, men Kasper Schmeichel viste på ny kvalitet på stregen.

Et kvarter før pause gik den ikke længere for skotterne. Mikel Gogorza tryllede på venstrekanten og sendte kuglen ind i pandebrasken på Martin Erlic, der nettede for første gang som FCM-spiller. 1-0.

Gogorza var fyr og flamme, og kort efter, at Celtic havde givet bolden op, smækkede venstrekanten den retur i netmaskerne. Den tidligere akademist modtog på siden, udfordrede ind i banen, inden han knaldede læderet i det lange hjørne. Wow.

MCH Arena gyngede, og Franculino kvitterede med en scoring til 3-0. En af Europas varmeste angribere tog bolden ned i feltet og curlede den i venstre målhjørne. 18. sæsonmål i kamp nr. 25.

Hjemmeholdet kunne gå til pause til stående klapsalver fra et imponeret publikum. Det er ikke ofte, at den slags hyldester sker allerede efter de første 45 minutter – men der var ikke noget at sige til det.

Mike Tullberg skiftede tre mand efter en time, og den ene af dem var tæt på at udbygge føringen kort tid efter. Denil Castillo strøg alene mod mål, men den sidste præcision udeblev.

En anden indskifter, Valdemar Byskov, kunne også være kommet på tavlen, men Celtic virkede til at have fået sat en prop i.

Stik mod spil og chancer udlignede Celtic, da Martin Erlic kantede Callum Osmand i feltet. Elias Olafsson læste Reo Hatates spark, fik hånden på, men det var ikke nok. 3-1.

Det forblev også resultatet på en stor europæisk aften i Herning. 10.387 tilskuere så med fra lægterne – ny europæisk tilskuerrekord på MCH Arena.

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

FC Midtjylland FCM
3:1
Celtic FC CEL

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

FC Midtjylland FCM
3:1
Celtic FC CEL