Søndag eftermiddag vandt FC Midtjylland 4-0 over Fredericia i 13. spillerunde af 3F Superliga. En af målscorerne var den 26-årige brasilianer, Júnior Brumado, som markerede sig med et flot hovedstødsmål kun otte minutter efter, han kom på banen.
– Det var en mental kamp for mig i dag. Jeg har ikke været med i de to seneste kampe af forskellige årsager (karantæne og sygdom, red.), så jeg vidste, at jeg skulle være klar og præstere i de minutter, jeg fik. Det handlede om fuldt fokus og om at udnytte chancen, fortæller han.
Og han greb da også chancen.
– Sådan er fodbold. Man skal arbejde hårdt, nyde spillet og være klar, når muligheden opstår. I dag fik jeg en god bold fra Diao, og så handlede det bare om at sætte hovedet på.
– Hver dag skal man bevise, at man er klar og fortjener sine minutter. Jeg har arbejdet hårdt de seneste måneder, og selvom jeg har været syg, er det fedt at kunne gå ind og præstere. Fodbold er lige så meget mentalt som fysisk, og det mærkede jeg i dag, siger Brumado.
Stort interview: Ikke mange havde forventet at se ham i en FCM-trøje igen
Han sætter ord på, hvor vigtigt det er at huske, at det er en holdindsats.
– Vi har et stærkt hold og et godt fællesskab, som også bidrager til, at vi gør hinanden bedre. Vi deler det samme mål – at vinde ligaen, gøre vores fans stolte og stå sammen som en familie. Det er det, der driver os, slutter han af.
Allerede på torsdag er der igen kamp for midtjyderne, når Silkeborg IF venter i Pokalen. Kampen spilles på MCH Arena kl. 17.45. Du kan finde din billet nedenfor.