Herreholdet

Billing glæder sig: Tre kampe på MCH Arena på otte dage

Midtbaneprofilen ser frem til tre hjemmekampe på otte dage i tre forskellige turneringer.

29/10/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Der er meget at smile af i FC Midtjylland for tiden.

Her lyder statistikkerne blandt andet på otte sejre i de seneste ni kampe. Læg dertil, at man har formået at score 35 gange i de første 13 ligakampe i indeværende sæson, som er den tredjehøjeste total efter dette antal runder i 3F Superligas historie.

Nu venter tre hjemmekampe på otte dage – mod Silkeborg i Oddset Pokalen, et topbrag i 3F Superliga mod AGF og et europæisk brag mod de skotske mestre fra Celtic.

Udsigterne til dette glæder Philip Billing og co.

– Det bliver fedt at have tre kampe hjemme på otte dage. Der er ikke noget bedre end at spille hjemme på MCH Arena foran vores fans. Jeg håber, de ved, hvor stor betydning de har på vores kampe; stemningen og rollen som den 12. mand, som de også har været indtil videre, siger midtbaneprofilen og fortsætter:

– Vi får brug for dem (fansene, red.) til de her tre hårde kampe, og forhåbentlig kan vi fortsætte vores stime.

Philip Billing er ikke bleg for at erkende, at han er kommet hjem til Danmark for at vinde trofæer. Derfor er torsdagens opgør mod Silkeborg i 4. runde af Oddset Pokalen fundamental i jagten på en potentiel pokaltriumf.

– Selvfølgelig er det vigtigt. Hver kamp er vigtig. Når du spiller i FC Midtjylland, skal du have store drømme – det har klubben, og det har vi spillere. Vi vil langt i Europa og vinde ligaen samt pokalen. Du er nødt til at præstere i hver kamp, og på torsdag er ikke anderledes hjemme mod Silkeborg.

– Der er mange hårde kampe, men hvis vi vil være, hvor vi ønsker som klub, er det også i de her kampe, man skal præstere for at nå langt. Vi glæder os, siger Philip Billing.

Køb din billet

Der er stadig mulighed for billetter til torsdagens pokalkamp mod Silkeborg. Der er kickoff kl. 17.45, og hvis du vil være med til at støtte holdet i jagten på at forlænge den flotte stime, kan du læse mere nedenfor.

Billetinfo: FCM v Silkeborg