Kvindeholdet

Tæt på fuld gevinst efter regnfuld fight i Hjørring

FC Midtjyllands A-Liga-hold var få minutter fra en stor udesejr mod de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring. Opgøret endte 1-1 efter en stærk midtjysk præstation.

04/11/25
Steffen Klitgaard
Foto: Susan de Klerk

På en mørk og regnfuld tirsdag lignede det længe, at FC Midtjyllands A-Liga-hold skulle tage alle tre point med hjem fra Nord Energi Arena i Hjørring. Men efter 98 minutters intens fight endte det 1-1, og FCM måtte nøjes med ét point på en svær udebane.

Kampens første chance faldt allerede i det femte minut, da Rikke Dybdahl vandt en duel og fandt Anna Givskov. Givskov vendte flot på sin modstander, før hun satte fart over midterlinjen og spillede ud til Mathilde Kaihøj. Hun tog bolden ned ad højresiden og lagde et præcist indlæg til Givskov, hvis hårde afslutning blev reddet af Fortuna-keeper Freja Thisgaard.

I det 11. minut fik Fortuna tacklet sig igennem den midtjyske forsvarskæde, hvilket gav en stor chance til Joy Omewa, som sparkede bolden i sidenettet. De næste ti minutter bølgede kampen frem og tilbage med et lille midtjysk overtag. I det 21. minut var Fortuna Hjørring tæt på igen efter en smart hjørnesparkskombination endte med en afslutning på overliggeren.

Herfra begyndte Midtjylland igen at true hjemmeholdets mål. Først drev Givskov bolden frem midt på Fortunas banehalvdel og fandt Hannah Fruensgaard i en lovende position. Fruensgaards afslutning blev fint reddet af Freja Thisgaard i Fortuna-målet. I det 25. minut var Givskov på spil igen, men ingen kom på enden af hendes cutback-aflevering. Blot to minutter senere blev det til midtjysk scoring. Ida-Sofie Rathe satte sig af flere omgange igennem i højre siden og spillede bolden til Kaihøj på kanten af feltet. Kaihøj fandt Therese Vestermark, som med en velplaceret afslutning sendte bolden ind bag Freja Thisgaard i det venstre målhjørne. 0-1.

Gæsterne fastholdt trykket mod Fortunas mål de næste minutter. Mathilde Kaihøj kom frem til to afslutninger i træk, der endte med at give et hjørnespark. Kort efter sparkede Therese Vestermark et frispark på kanten af feltet i sidenettet. I det 41. minut var det tæt på endnu en midtjysk scoring. Hannah Fruensgaard chippede bolden over Freja Thisgaard, men ingen nåede frem til den på bagerste stolpe.

Halvlegen sluttede med et Fortuna-tryk. I det 42. minut var Ashley Riefner fri for hjemmeholdet og fik sendt en god afslutning afsted, men Clara Jepsen reddede bolden på stregen. I det 45. minut havde Katrine Thisgaard i FCM-målet en vigtig redning på en høj bold, og de to hold gik til pause med stillingen 0-1.

Fortuna fortsatte sit tryk fra anden halvlegs begyndelse og kom frem til en stor chance, som Josefine Laursen sendte forbi mål i det 51. minut. Midtjyderne arbejdede hårdt defensivt, stod godt i kæderne og lurede på omstillinger. Blandt andet var Mathilde Kaihøj og Rikke Dybdahl ved at kombinere sig igennem hjørringensernes forsvar i det 58. minut, men Fortuna fik afværget situationen til sidst.

Som kampen skred frem, pressede Fortuna Midtjylland længere tilbage, men de midtjyske kæder stod kompakt og kæmpede forbilledligt. Fortuna forsøgte sig med bolde på bagsiden af den midtjyske forsvarskæde og fremtvang et par gange i slutningen af den ordinære spilletid chancer på den måde.

I det 94. minut spillede FCM sig op omkring Fortunas felt, og det kastede en stor mulighed af sig. Line Aagesen kom igennem på venstresiden af feltet og fandt flot Rikke Dybdahl med et præcist cutback. Dybdahl afsluttede resolut, og bolden ramte indersiden af stolpen og sprang ud i feltet, hvor Fortuna Hjørring fik clearet den.

Det lignede længe, at det lykkedes FC Midtjylland at kæmpe sejren hjem, men i det 96. minut kostede en fejl i kommunikationen i defensiven dyrt, da Joy Omewa udlignede til 1-1 i et halvtomt mål.

Det blev også slutresultatet, og dermed måtte midtjyderne nøjes med et point ude mod de forsvarende danske mestre, Fortuna Hjørring.

Næste tirsdag er der igen pointjagt. MCH Arena danner rammen for et afgørende opgør mellem FCM og Kolding IF. FC Midtjylland Kvindefodbolds hovedsponsor har til den kamp og kampen mod AGF søndag den 16. november købt billetterne og inviterer hele regionen til fodbold. Du kan trække din billet til kampene via linkene nedenfor.

Træk billet til FCM-Kolding IF her

Træk billet til FCM-AGF K her

Fortuna Hjørring 1-1 FC Midtjylland (0-1)

27′ 0-1 Therese Vestermark
96′ 1-1 Joy Omewa

FCM XI: Katrine Thisgaard, Ida Olsen, Sanne Troelsgaard, Phiona Nabbumba, Clara Jepsen, Ida-Sofie Rathe, Therese Vestermark, Rikke Dybdahl, Hannah Fruensgaard, Mathilde Kaihøj, Anna Givskov.