532 tilskuere så med, da itm8 inviterede til fodbold, og FC Midtjylland tog en vigtig 2-0-sejr hjemme over Kolding IF.
Kampen startede med duel på duel i de første minutter.
I det femte minut brød Rikke Dybdahl igennem i venstresiden og driblede forbi flere Kolding-spillere på vej ind i feltet. En meter fra baglinjen sendte hun et hårdt, fladt indlæg ind, som Sofie Grøn fik hånden på. Bolden faldt dog til Therese Vestermark, der let kunne sparke den i det tomme mål.
Herefter bølgede spillet frem og tilbage med mange dueller. Kolding kom frem til et par halve chancer, den største i det 28. minut, da Amalie Lund opsnappede en tilbagelægning, men blev tvunget til at sparke i sidenettet. I den anden ende var Hannah Fruensgaard en konstant trussel i dybden, men begge forsvarskæder fik effektivt lukket af for angrebsspillet.
Kolding pressede på mod slutningen af halvlegen, men uden at blive rigtig farlige. Phiona Nabbumba og Freya Rossen holdt godt styr på gæsternes angribere, og FCM kunne gå til pause med 1-0.
I anden halvleg startede Midtjylland offensivt og dominerede de første fem minutter, men de kom ikke frem til de helt store chancer.
Det næste kvarters tid blev en rodet affære, hvor man kunne ane nerven i kampen, der var vigtig for begge hold.
I det 65. minut fik FC Midtjylland et hjørnespark, som Therese Vestermark slog ind i feltet. Sofie Grøn i Kolding-målet fik bokset til bolden, som landede for fødderne af Rikke Dybdahl på kanten af feltet. Dybdahl sendte den ind over igen, hvor en Kolding-spiller headede indlægget over i modsatte side af feltet. Her var Therese Vestermark hurtigst på bolden og sendte en kanonkugle mod mål, der efter en afretning ramte overliggeren og gav et sug på tribunerne.
Midtjylland var igen farlige i det 76. minut, da Katrine Thisgaard slog et frispark op mod Rikke Dybdahl. Dybdahl fulgte bolden hele vejen ind i Koldings felt og fik afsluttet, men afslutningen blev blokeret til et hjørnespark. Therese Vestermark fandt Clara Jepsen på hjørnesparket, men Jepsen måtte også se sin afslutning blive blokeret.
De sidste ti minutter blev præget af nerver hos begge hold. Kolding forsøgte sig med et langskud, men forsøget gik over mål.
I det 91. minut kom Midtjylland afsted i en omstilling, mens Kolding var fanget højt i et sats på en udligning. Therese Vestermark sendte en stikning ned mod Rikke Dybdahl. Kolding-keeper Sofie Grøn kom ud af målet for at prøve at cleare den, men Rikke Dybdahl var hurtigst, tog et træk forbi Sofie Grøn og fortsatte løbet ned mod Kolding-målet, hvor hun til sidst kunne sætte en sikker inderside på og gøre det til 2-0 til hjemmeholdet.
Det blev også slutresultatet. Med 2-0-sejren tog FC Midtjylland et vigtigt skridt mod målsætningen om en top-seks-placering. Nu er der blot tre point op til Kolding på sjettepladsen. Søndag venter derfor en ny nøglekamp mod AGF på MCH Arena, hvor itm8 endnu engang inviterer hele regionen til fodbold. Hent billetter via linket nedenfor.
FC Midtjylland 2-0 Kolding IF (1-0)
5′ 1-0 Therese Vestermark
91′ 2-0 Rikke Dybdahl
FCM XI: Katrine Thisgaard, Malene Nielsen, Phiona Nabbumba, Freya Rossen, Andrea Jeppesen, Therese Vestermark, Sanne Troelsgaard, Ida-Sofie Rathe, Anna Givskov, Rikke Dybdahl, Hannah Fruensgaard.