Herreholdet

Tullbergs reaktion efter nederlaget

Det blev til et 2-1 nederlag på Sydbank Park i Haderslev, da FC Midtjylland mødte Sønderjyske. Cheftræner Mike Tullberg sætter ord på aftenens præstation.

23/11/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland måtte søndag aften tage hjem uden point efter et 2-1-nederlag til Sønderjyske på udebane i Haderslev.

Mikkel Tullberg fortæller, at holdets præstation i særligt 1. halvleg ikke var tilfredsstillende.

– Vi spiller en dårlig 1. halvleg, så der skal vi kigge indad. Jeg ved godt, at vi har haft mange afsted med landsholdene, men jeg synes ikke, at vi præsenterer os på den måde, vi gerne vil. Vi ligger forkert i presset, jeg synes vi er dårlige på andenboldene, og så synes jeg ikke, der er nok energi i holdet, siger han.

Efter pausen fik midtjyderne mere styr på sagerne, men det var ikke nok efter et hektisk afslutningsforløb med flere afgørende kendelser.

– Vi forspiller mange muligheder for at blive farlige, hvor vi får lagt nogle dårlige indlæg, men vi er oppe ved deres boks, og i 2. halvleg ser vi bedre ud. Jeg tænker til slut, at vi må tage det ene point, som det så bliver hernede, men det ender det ikke med, siger Tullberg om 2-1-resultatet.

Philip Billings to gule kort – og dermed karantæne på søndag mod FC Nordsjælland – er en ekstra rids i lakken, men det bekymrer ikke Tullberg.

– Vi har en bred trup, og vi spillede uden Billing i starten af sæsonen, siger han og fortsætter:

– Vi skal selvfølgelig have analyseret kampen i morgen. Derefter ser vi frem til opgøret på torsdag mod Roma, lyder det afsluttende.

På torsdag spiller midtjyderne det næste opgør i Europa League mod A.S. Roma på Stadio Olimpico kl. 18.45. Det er stadig muligt at sikre en billet til opgøret i den italienske hovedstad.

Information om billetsalg til udekampen mod A.S. Roma