Det blev uafgjort i Köln onsdag aften, da FC Midtjyllands U19-mandskab mødte tyske Köln på udebane.
Cheftræner Niclas Hougaard var særligt tilfreds med holdets udtryk før pausen, hvor også Julius Emefile fik bragt midtjyderne foran 0-1.
– Første halvleg spiller vi tæt på det, som vi gerne vil. Vi manglede outputtet offensivt og den sidste coolness i beslutningerne, men udtrykket var stærkt, sagde Niclas Hougaard efter kampen.
– Vi prøvede at justere i presset, og det lykkes egentlig fint, men vi går døde fysisk på en tung bane mod et hold, der både kan løbe og fighte, og som er større end os.
Hårdt arbejde betaler sig
Alligevel blev det en kamp, hvor midtjyderne viste præcis det sammenhold, som de har arbejdet på i løbet af efteråret.
– Jeg synes, vi står imod og viser karakter. Vi kæmper til det sidste. I starten af sæsonen sagde jeg, at vi havde mange gode individuelle spillere, som skulle lære at spille sammen. Jeg synes, at vi er nået langt og derfor kan vi få sådan et resultat, som det her.
Det var en kamp, hvor FC Midtjylland mødte de tyske U19-mestre og spillede 1-1 – en bedrift og en motivationsfaktor, ifølge cheftræneren.
– Vi er på en måde skuffede over, at vi ikke rammer et højere niveau – også selvom vi er foran undervejs.
– Vi har små momenter, hvor vi er gode og dem skal vi udbygge til flere på hjemmebane – også selvom det er et godt udgangspunkt resultatmæssigt.
Også kulissen blev en prøve, som spillerne bestod.
– Der var så sindssygt mange mennesker, og det har ikke ret mange af drengene prøvet før. Alligevel står vi imod både fysisk og mentalt, og det var fedt at se.
– Når vi møder dem på hjemmebane, skal vi være bedre offensivt, og vi skal gå fra at have momenter til perioder, hvor vi har overtaget. Jeg håber, at vi kan flytte mere rundt på dem offensivt, end vi gjorde i dag, sagde han afslutningsvist.
Returopgøret bliver spillet på EDC Arena i Ikast den 10. december kl. 13.30.
