Herreholdet

Midtjysk derby: Victor Bak ser frem til et intenst opgør

Udebaneafsnittet på Viborg Stadion har været udsolgt i flere uger. Den tidligere akademispiller, Victor Bak, ser frem til at mærke opbakningen til weekendens derby.

06/12/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Efter de to seneste kampe mod FC Nordsjælland, hvor FC Midtjylland endte med en målscore på 11-1, er det nu det midtjyske derby, som venter.

For den tidligere akademispiller, Victor Bak, er det altid noget særligt at gå på banen mod Viborg, hvor rivaliseringen mellem de to klubber giver opgøret en særlig spænding og nerve.

– Det bliver en fed kamp – det er det altid. Det er jo noget af det største, når man som jeg har været på stadion, siden man var akademispiller, siger han og understreger betydningen, som opgøret har for både holdene og for fansene:

– Det er stort at spille et derby, så vi skal ud og give alt, hvad vi har, og give fansene en sejr – det er mindst lige så vigtigt.

Der har været udsolgt på udebaneafsnittet i flere uger, og Victor Bak er ikke i tvivl om, at støtten fra lægterne kommer til at spille en rolle.

– Man kan sagtens mærke, at der er lidt mere gang i tribunerne, end der plejer at være, så for mig betyder det altid meget at vinde sådan en kamp. Vi vil jo gerne give tilbage til vores fans og tage tre vigtige point med videre.

Victor Bak hædres efter milepæl

Den formstærke forsvarsspiller forventer et intenst opgør, men han tror også på FC Midtjyllands spil.

– Jeg tror, det bliver en hård kamp for os, hvor fansene primært kommer til at være imod os, da vi er på udebane, men vi skal bare holde hovedet koldt og fortsætte med at spille, ligesom vi har gjort de seneste kampe. Så er jeg sikker på, at vi nok skal få tre point.

Han lægger heller ikke skjul på, hvad han særligt glæder sig til ved kampen på søndag.

– Jeg ser nok mest frem til alle de nærkampe, der kommer, siger han med et smil.

Det midtjyske derby fløjtes i gang søndag eftermiddag kl. 14.00 på Energi Viborg Arena.