Herreholdet

Tullberg ser tilbage på den første tid: Hemmeligheden er holdet

Mike Tullberg sætter ord på de første tre og en halv måned i jobbet, der har budt på flere flotte resultater – og ikke mindst en hverdag, der har bekræftet ham i sin beslutning.

16/12/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den 2. september blev Mike Tullberg præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland. Han overtog fra Thomas Thomasberg, der netop havde ført holdet til en flot 2-1-sejr i Brøndby og sikret deltagelse i Europa League-ligafasen på ny.

Der var derfor pres på fra start på den nye mand i spidsen i det midtjyske, der efter seks år i tysk fodbold hos Borussia Dortmund vendte tilbage til dansk fodbold.

Og selvom det første opgør i Farum ikke blev som håbet, har det været et mindeværdigt efterår. Efter 1-0-nederlaget mod FC Nordsjælland den 14. september har FC Midtjylland spillet 20 fodboldkampe, vundet 14 af dem, spillet tre uafgjort og tabt tre. Undervejs har man scoret 53 mål, svarende til knap 2,7 mål pr. kamp.

Kan lide det, FCM står for

Mike Tullberg har snakket og tænkt fodbold de fleste af sine vågne timer de seneste måneder. Men uden for banen er han blevet bekræftet i FC Midtjylland som klub.

– Jeg kan lide det, Midtjylland står for; at have fødderne plantet solidt på jorden. Ja, Claus (Steinlein, red.) kommer med nogle vilde udtalelser en gang imellem, men han gør det med et glimt i øjet.

– Hvis man er en del af vores dagligdag, kan man godt mærke, at folk er nede på jorden, og man føler ikke, man er verdens vigtigste bare fordi, man er fodboldspiller eller fodboldtræner.

– Det kan jeg rigtig godt lide ved den her klub – hele setuppet med Guldminen, at man spiser med de andre ude i klubben, og at vi ikke er isoleret fra for eksempel akademispillerne. Folk går ikke og tror, at de, undskyld mit sprog, er så fandens vigtige hele tiden.

– Jeg er landet et rigtig godt sted, og jeg håber, at jeg får lov til at være her i rigtig lang tid, sagde Mike Tullberg på pressemødet før Genk-kampen for knap en uge siden.

Holdet fremfor den enkelte

Noget af det, Mike Tullberg hurtigt gjorde klart, da han kom ind, var én ting; det er holdet over den enkelte. For den 39-årige cheftræner er det vejen til succes i en resultatorienteret branche.

– Hemmeligheden er holdet. De offensive spillere skal næsten have ros for den måde, de har lært at forsvare på og involvere sig defensivt. Vi havde et eksempel med Darío (Osorio, red.), hvor han mod Nordsjælland hjemme i Pokalen nærmest stod og forsvarede en time på vores sidste linje.

– Det, tror jeg, ikke mange offensivspillere synes er verdens bedste idé, men folk forstår godt, hvad de skal købe ind på, hvis vi skal lykkes som hold.

– Generelt synes jeg, at folk vokser i vores defensiv. Ikke kun forsvarsdelen, men også når vi selv har bolden. Jeg synes, vi har rigtig mange dygtige spillere, lyder det fra Mike Tullberg.

Klubben efterlever sine værdier

Mike Tullberg har ikke boet mange år i Danmark siden skiftet fra AGF til Italien i sine start 20’ere, da han stadig var aktiv fodboldspiller.

Han begyndte sin trænerkarriere i 2012 og tilbragte siden størstedelen af den i Tyskland – afbrudt af to år i dansk fodbold fra 2017 til 2019.

Når han taler, bliver der tit benyttet vendinger fra det tyske sprog, men ikke desto mindre glæder FCM-styrmanden sig over sit valg tilbage i september.

– For mig har det på nogle områder været et kulturchok – det er klart. Jeg var vanvittigt glad for at være i Dortmund, hvor jeg var i seks år, og det var et dejligt sted. Der bliver gjort ting på en anderledes måde herhjemme (i Danmark, red.), men det er ting, jeg er rigtig glad for at være landet i.

– Jeg er kommet til en klub, hvor værdierne betyder meget. En ting er at snakke om det, noget andet er at efterleve dem, fortæller han.

– Jeg er iblandt nogle gode mennesker, og jeg er klar over, at jeg som træner skal være med til at levere resultater. Jeg får lov til at være på den måde, jeg er på, og jeg får lov til at sætte spørgsmålstegn ved de ting, jeg ønsker at sætte spørgsmålstegn ved. Samtidig er det nogle dejlige mennesker, også i trænerteamet, hvor vi både fagligt men også menneskeligt har haft det outstanding.

Et begivenhedsrigt efterår

FC Midtjylland kan se tilbage på et efterår med flere flotte milepæle, hvor særligt de europæiske præstationer vækker genklang. Ti sejre har man hevet i land i Europa League-kvalifikationen og hovedturneringen kombineret – flest af alle på kontinentet i indeværende sæson.

De flotte resultater betyder også, at man placerer sig på 2. pladsen i ligafasen – á point med franske Lyon på 1. pladsen – før det nye år, hvor der skal spilles to kampe yderligere. Ender det med en top 8-placering, vil det være første gang i klubbens historie, at man avancerer til en ottendedelsfinale i en europæisk klubturnering.

I 3F Superliga placerer holdet sig på 2. pladsen med alt at spille for, mens en plads i pokalsemifinalerne også er sikret.

– Drengene skal være vanvittigt stolte af de her sidste fire-fem måneder. Hvis nogle havde sagt til mig, da jeg mødte ind, at vi ville ligge delt 1’er i Europa League, være i semifinalen i Pokalturneringen og have hentet så mange point på FCK og Brøndby, selvom AGF er røget lidt foran os, skal vi generelt set være stolte og glade over det, vi har lavet i de tre turneringer, lød evalueringen fra Mike Tullberg efter årets sidste kamp forleden.

Støtten gør indtryk

Slutteligt lyder et tak til fansene i en halvsæson, hvor holdet har oplevet flot støtte på både hjemme såvel som udebane.

– Jeg synes, det er virkelig flot, at en klub, der ikke er ældre end 25 år, har formået at skabe sådan en fanbase. Vi havde 1.300 med i Rom. I Viborg føltes det som en hjemmekamp i forhold til fansene. Vi er virkelig nået langt.

– Det betyder helt sikkert noget, også i tætte situationer, at man føler, at man lige har en ekstra mand bag sig. Det er ikke noget, man bare kan regne med i en klub, der er så ung – sådan noget skal nå at sprede sig, børn skal vokse op med det og så videre.

– Der kan man godt mærke i området, at nu er der gået 25 år, og nogle af dem, der engang var små, og er vokset op med FC Midtjylland, er begyndt at kunne stille sig derned (på stemningstribunen, red.).

– Det er voldsomt flot, hvordan vi præsterer på fansiden, og jeg håber, det kan blive ved med at vokse. Der er ingen tvivl om, at i forhold til der, hvor vi gerne vil hen, er det nødvendigt at have den fordel, lyder afslutningsbemærkningen fra Mike Tullberg.