Sponsoreret

Sådan spiller performance-afdelingen en nøglerolle i opstarten

Førsteholdstruppen er tilbage på Dream99 og ser frem mod et spændende forår. Nedenfor fortæller Head of Physical Performance, Yannick Durand, og Head of Performance, Michael Brown, om deres arbejde og om opstarten af 2026.

07/01/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Nogle vil kalde det stilhed før stormen, men på Dream99 i Ikast arbejdes der allerede intenst på at gøre FC Midtjylland klar til de kommende måneder, hvor både Europa League, 3F Superliga, Oddset Pokalen vender tilbage.

Opstarten efter vinterpausen bruges tæt sammen med klubbens performance-afdeling, hvor spillerne i de første dage har været gennem en række obligatoriske og målrettede tests, blandt andet blodprøver, hjertescreening og bip-test.

– Efter de første tests kan vi se, at alle vores spillere er tilbage i god form. Hvis vi skulle spille en kamp nu, ville vi være klar. Nu har vi to uger til at rette fokus mod det, trænerstaben ønsker, men fysisk er vi et rigtig godt med, siger Head of Physical Performance, Yannick Durand.

Fem spillere skilte sig ud

Under bip-testen var der særligt fem spillere, der imponerede – og løb testen helt ud. Her fremhæver Yannick Durand blandt andet den colombianske midtbanespiller, Pedro Bravo.

– Pedro har præsteret rigtig stærkt i testene, og det viser, at han har arbejdet hårdt i løbet af vinterpausen, siger han og fortsætter:

– En anden, der fortjener ros, er Mads Bech. Han er virkelig en maskine. Også Valdemar Byskov, Victor Bak og Cho gjorde det godt.

At Cho Gue-Sung leverer på niveau med flere af de mest løbestærke spillere er bemærkelsesværdigt.

– Normalt er det vores backs, vi forventer scorer højt i disse tests. Her har vi selvfølgelig Victor Bak, men Cho er imponerende. Spillere på hans position scorer sjældent så højt. Kender man ham som spiller og menneske, giver det dog mening, siger Yannick Durand.

FC Midtjyllands Head of Performance, Michael Brown, tilføjer:

– Forskellige positioner kræver forskellige evner. En central forsvarsspiller behøver ikke den samme løbekapacitet som en back, så normalt forventer vi også backsne øverst i disse målinger, men det er som nævnt interessant, at Cho er iblandt de bedste fem.

Mic’d up: Head of Performance, Michael Brown

Et travlt efterår

Efteråret var præget af høj kampintensitet i tre turneringer, men nu giver opstartsperioden mulighed for at arbejde mere langsigtet med holdets fysiske udgangspunkt.

– Det kan faktisk være hårdere, når der er færre kampe, fordi der er mere fokus på at styrke fysikken og på kampforberedelse. Lige nu arbejder vi med en længerevarende periodisering, hvor målet er at gøre holdet fysisk klar på længere sigt, fortæller Michael Brown.

Her spiller performance-afdelingen en central rolle i balancen mellem trænernes ønsker og de fysiske krav.

– Yannick Durand kommer med en klar plan, og samtidig er det vigtigt, at vi får flettet trænernes sportslige ønsker ind i den daglige træning. Siden Mike Tullberg kom til, har der ikke været meget tid til at arbejde kontinuerligt på træningsbanen (på grund af de mange kampe, red.), så denne periode er vigtig, fortæller Michael Brown.

Tæt samarbejde

Performance-afdelingen arbejder tæt sammen med trænerstaben om både planlægning og evaluering.

– Vi er i konstant dialog med trænerteamet. Vi giver forslag og input, som de kan bruge i planlægningen, så de tekniske og taktiske behov kan kombineres med den rette fysiske belastning. Efter træning evaluerer vi både ud fra data og udtryk, fortæller Yannick Durand.

– Det er en løbende proces. Nogle gange tager evalueringen fem minutter, andre gange sætter vi os ned og går alt grundigt igennem. Vi vurderer både holdet som helhed og spillerne individuelt, supplerer Michael Brown og tilføjer:

– Jeg tror, at nøglen til succes i en performance-afdeling ligger i det samarbejde, som vi har med resten af klubbens afdelinger.

Netop individualiseringen er et afgørende element.

– Trænerne arbejder med holdet som helhed, og hvordan vi ønsker at spille. Vi ser på, hvad den enkelte spiller har brug for mere eller mindre af. Det ansvar ligger hos os, siger Michael Brown.

Turneringernes forskellige fysiske krav

FC Midtjylland har i denne sæson spillet med i både 3F Superliga, Europa League og Oddset Pokalen – og selvom ingen kampe er ens, er forskellene i turneringernes kampe tydelige.

– Europa-kampe er ofte mere taktiske. Der er meget intense perioder blandet med faser, hvor spillet er mere organiseret. Superligaen er generelt mere direkte med flere løb frem og tilbage. Overordnet set løber vi faktisk ofte mere i Superligaen end i Europa, forklarer Yannick Durand.

Godt bidrag fra performance-afdelingen

Director of Performance, Thomas Bay, er tilfreds med afdelingens bidrag i 2025.

– Når vi evaluerer os selv, kigger vi blandt andet på, hvor mange spillere, vi har til rådighed, og hvor mange skader vi har – og der har vi klaret os rigtig godt. Vi har haft mange spillere kampklar, få skader, og når de er opstået, er spillerne hurtigt og sikkert kommet tilbage, siger han.

Også fysisk har FC Midtjylland leveret.

– Vi måler os både med os selv og med vores modstandere. Kigger vi på de højintense parametre over hele efteråret, har vi i gennemsnit domineret fysisk både i Superligaen og i Europa. Ikke i alle kampe, men samlet set – og det er vi meget tilfredse med.

Vil bygge videre på et stærkt fundament

Ifølge Thomas Bay handler det om at udvikle, men uden at ændre det, der virker.

– Vi stræber efter at bygge videre på det fundament, vi allerede har. Vi vil først og fremmest blive endnu bedre til det, vi ved, der virker; styrketræning, fysisk træning, genoptræning og kost. Samtidig bliver vores team hele tiden stærkere, fordi folk har været her længere og kender hinanden bedre.

Samtidig skal arbejdet blive endnu mere målrettet.

– Vi vil skræddersy endnu mere, både i forhold til vores spillestil og udviklingen af den enkelte spiller. Der er ikke noget stort, vi vil ændre, da vi er et godt sted, men vi vil hele tiden optimere det, vi allerede gør godt, siger han.

Capio som vigtig partner

Blodtest og hjertescanning er gennemført i samarbejde med Capio – en partner, der spiller en vigtig rolle i både dagligdagen og i transfers.

– Capio har været en stærk medspiller i flere år, og i år har de virkelig hjulpet os med et stramt opstartsprogram. I stedet for at skulle sende spillerne afsted enkeltvis, har de flyttet hjerteklinik og personale ind på Dream99, så vi har kunnet teste spillerne her. Det gør os mere effektive og giver spillerne bedre forhold.

– Vi er utrolig glade for den fleksibilitet, som vi bliver mødt med, slutter Thomas Bay af.

Capio bidrager desuden med både standardundersøgelser, målrettede tests og lægetjek ved nye spillerkøb.