Herreholdet

Diao efter historisk EL-præstation: Det bliver et vildt forår

FC Midtjylland har skrevet historie med en tredjeplads i Europa League-ligafasen. Den senegalesiske forsvarsspiller, Ousmane Diao, sætter ord på aftenens sejr og ser frem mod 1/8-finalerne.

29/01/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Torsdag aften skrev FC Midtjylland historie.

Med en 2-0-sejr over kroatiske Dinamo Zagreb indtager midtjyderne en tredjeplads i Europa League-ligafasen og har dermed kvalificeret sig til 1/8-finalerne.

Mike Tullbergs tropper har vundet seks ud af otte kampe, mens seks af de otte hold, som midtjyderne har spillet mod, er videre blandt de 24 bedste hold.

Den 21-årige senegaleser, Ousmane Diao, var godt tilfreds efter slutfløjt.

– Vi spiller en god kamp i dag. Det var hårdt i begyndelsen, hvor vi havde lidt problemer med at få styr på vores spil, men vi kom efter det i anden halvleg, hvor vi skabte flere chancer og endte med at få scoret to mål, siger han og tilføjer:

– Defensivt klarede vi det rigtig godt, men vi skulle have været endnu bedre i vores offensiv. At vi ender med at vinde 2-0 er flot, men vi ved, at vi kan gøre det bedre, så det skal vi bare bevise videre herfra.

Der var euforisk stemning efter kampen – og med god grund.

– Jeg er virkelig glad. Vi er et godt hold, og det viser vi også i dag. At vi ender med at ligge nummer tre i Europa League er helt vildt. Det er historisk for klubben, så vanvittigt at være en del af. Det er jeg stolt af.

Selvom det er glædeligt, og selvom der er noget historisk at fejre, så er der allerede fokus på det, som venter forude.

– Jeg har det godt, og jeg ser virkelig meget frem til næste step. Der er meget på spil, så nu skal vi bare forberede os på næste udfordring. Vi ligger der, hvor vi gerne vil være, derfor er det vigtigt, at vi fortsætter det gode arbejde og viser, hvad vi kan.

FC Midtjylland har vundet alle deres hjemmekampe i Europa League og er også det mest scorende hold i turneringen (sammen med Lyon, red.). Derfor har Diao også en klar forventning til de kommende kampe.

– Jeg ser meget frem til, at vi skal spille flere spændende kampe her i foråret. Det bliver vildt. Vi har klaret os så godt, så vi skal bare forsætte – også i Superligaen og i Pokalen, siger han afslutningsvist.