Herreholdet

Europa League: Nottingham Forest venter i 1/8-finalerne

Fredag var der lodtrækning til 1/8-finalerne af Europa League, hvor FC Midtjylland blev parret med Nottingham Forest.

27/02/26
Christian Rothausen
Foto: UEFA

FC Midtjylland har allerede skrevet europæisk historie i indeværende sæson med en plads som nr. 3 i Europa League-ligafasen.

Nu venter næste stadie af Europas næstfineste klubturnering, når 1/8-finalerne spilles i marts måned.

Fredagens lodtrækning betyder, at Mike Tullbergs tropper kan se frem til et gensyn med Nottingham Forest, der endte som nr. 13 i ligafasen. I går spillede englænderne sig videre fra playoffrunden med et samlet 4-2-avancement mod Fenerbahce.

Første kamp finder sted den 12. marts kl. 21.00 dansk tid på City Ground, hvor FC Midtjylland sejrede 3-2 tilbage i oktober, mens der er returopgør ugen efter den 19. marts kl. 18.45 hjemme på MCH Arena.

Billetinfo

Vi åbner for, at BilletFlex’ere kan trække billet til hjemmekampen fredag den 6. marts kl. 10.00. Det åbne billetsalg til kampen starter mandag den 9. marts kl. 10.00.