FC Midtjylland tilbage på City Ground – men denne gang i en 1/8-finale i det første af to opgør i jagten på at træde ind blandt de otte bedste i Europas næstfineste klubturnering.
Ligesom sidste gang i det engelske gik de to hold ind foran 30.000 tilskuere i en trykkende lydkulisse.
Opgøret var knap fløjtet i gang, før gæsterne skulle have bragt sig foran. Philip Billing tryllede på højresiden, og i det lille felt lurede en fri Júnior Brumado. Brasilianeren skulle blot sætte hovedet på, men berøringen manglede kvalitet.
Ikke desto mindre en fornuftig start.
Nottingham Forest bød sig også til. Premier League-klubben satte sig efter den nervøse indledning på tingene, og 20 minutter inde måtte Elias Olafsson ud i en flot refleks efter langskud fra Europa League-topscorer Igor Jesus.
Hjemmeholdet lugtede blod, men det blev fortsat via skud fra distancen. Kort før pause måtte Elias Olafsson ty til endnu en flot redning på et missil fra den engelske landsholdsspiller, Eliot Anderson.
På det efterfølgende hjørnespark kom den islandske keeper på mellemhånd, men blev reddet af en Philip Billing-clearing på stregen.
Midtjyderne kæmpede for tingene i 1. halvleg mod et Forest-mandskab, der virkede opsatte på at vaske pletten fra kampen i oktober af sig.
Valdemar Byskov blev skiftet ind til de sidste 45′, og han skulle ikke bruge længe på at gøre sig bemærket. Med et langskud tvang han Matz Sels til at give et hjørnespark, og i den efterfølgende spilsekvens sparkede den tidligere akademispiller på overliggeren.
Regnen silede ned over City Ground, og det skabte svære vilkår for begge mandskaber, som begge jagtede et føringsmål.
Flere FCM’ere måtte i græsset med krampe hen imod slutfløjt, og man anede en nervøs følelse på gæsternes vegne, men Cho Gue-sung ville det anderledes. Ousmane Diao fandt sydkoreaneren i feltet, Cho takkede for serveringen og headede 0-1 i hus.
Wow, wow, wow. På vej mod et nyt stort resultat i Nottingham.
Føringen holdt, og der fortsættes altså med at blive skrevet kapitler i fortællingen om en historisk europæisk kampagne. Nu venter returen om præcis en uge på MCH Arena.