Både FC Midtjylland og FC Thy-Thisted Q stod inden lørdagens opgør med maksimalt udbytte fra de to første runder af A-Liga Kvalifikationsspillet.
FC Midtjylland satte sig fra start tungt på opgøret. Især Maria Herdel udfordrede gentagne gange i højresiden og kom frem til indlæg. Thy-Thisted forsvarede dog feltet godt, så de midtjyske forsøg blev afværget, inden de for alvor blev farlige.
Kampens første store chance kom efter et kvarter, da Rikke Dybdahl fandt fødselaren Mathilde Kaihøj ved bagerste stolpe med et højt indlæg, men hovedstødet gik tæt forbi mål.
Midtjylland kæmpede med at få låst op for et lavt og kompakt Thy-Thisted-forsvar. I det 34. minut fik Maria Herdel sendt et farligt fladt indlæg afsted efter endnu en succesfuld udfordring, men Mathilde Kaihøj kunne lige præcis ikke nå frem til det i tide til at få sat foden på.
I det 40. minut faldt scoringen. Therese Vestermark sendte et frispark fra ca. 20 meters afstand over muren og dykkende ind i bunden af målet ved nærmeste stolpe. 1-0 til FC Midtjylland.
Kort efter var Andrea Jeppesen tæt på at øge føringen med et højt indlæg, men Thy-Thisted-keeper Camilla Bonde fik hånden på i sidste øjeblik. Også Rikke Dybdahl var tæt på med et lumsk forsøg i det 44. minut, som sneg sig forbi opstanderen. Det blev dog ikke til flere mål, og de to hold gik til pause ved stillingen 1-0.
Thy-Thisted kom mere offensivt ud i anden halvleg i jagten på en udligning. Det kastede et par halve chancer af sig i de første minutter, men herefter skiftede kampbilledet, og Midtjylland satte sig igen på kampen.
Rikke Dybdahl var tæt på at udbygge føringen for midtjyderne i det 52. minut, efter et godt pres af Mathilde Kaihøj gav en midtjysk erobring i Thy-Thisteds felt. Få minutter senere slog 20-års-fødselaren Mathilde Kaihøj til og sendte bolden i nettet til sin fjerde scoring i kvalifikationsspillet, assisteret af Rikke Dybdahl. Scoringen faldt efter et hurtigt midtjysk opspil fra et målspark. Der gik under 20 sekunder fra målspark til mål – noget, der også gjaldt en af scoringerne i sidste uges kamp mod Østerbro IF.
Thy-Thisted forsøgte at flytte spillet længere frem, men Midtjylland fastholdt initiativet i kampen. I det 74. minut udbyggede Clara Jepsen føringen til 3-0, da hun satte foden på et hjørnespark fra Rikke Dybdahl og sparkede bolden i mål.
I overtiden fik gæsterne reduceret. Den tidligere FCM’er Anna Kirk slog et indlæg ind, som tidligere FCM’er Molli Plasmann forlængede, inden Lotte Bak Christensen prikkede bolden ind ved bagerste stolpe til 3-1.
Det holdt dog ikke længe, da Rikke Dybdahl under et minut senere curlede bolden ind under overliggeren til 4-1 fra kanten af feltet efter godt opspil i den midtjyske venstreside af Clara Jepsen og Nana Munk. Kort efter blev kampen fløjtet af, og FC Midtjylland kunne fejre sin tredje sejr af tre mulige med fansene på MCH Arena.
Næste lørdag venter en udekamp mod OB Q på Nature Energy Park. Herefter er der landskampspause indtil den 25. april kl. 14.00, hvor det gælder det første møde mellem FC Midtjylland og F.C. Københavns kvindesatsninger på MCH Arena.
Billetsalget til den kamp starter fredag den 3. april kl. 14.00.
FC Midtjylland 4-1 FC Thy-Thisted Q (1-0)
40′ 1-0 Therese Vestermark
53′ 2-0 Mathilde Kaihøj
73′ 3-0 Clara Jepsen
92′ 3-1 Lotte Bak Christensen
93′ 4-1 Rikke Dybdahl
FCM XI: Katrine Thisgaard, Andrea Jeppesen, Frida Nautrup, Anna Givskov, Clara Jepsen, Ida-Sofie Rathe, Phiona Nabbumba, Rikke Dybdahl, Maria Herdel, Mathilde Kaihøj, Therese Vestermark.