FC Midtjylland – AGF i toppen af 3F Superliga. Mandag aften går det løs, når de to guldbejlere tørner sammen i en direkte duel i 27. spillerunde.
Nedenfor samler vi seneste nyt fra de to lejre før dysten.
Flot FCM-stime
Selvom der er tale om sæsonens to stærkeste mandskaber, er det FCM, som skiller sig ud, når man ser på de indbyrdes møder.
Faktisk er midtjyderne ubesejret de seneste 13 kampe mod AGF – 11 af opgørene i 3F Superliga. Undervejs er det blevet til syv sejre og seks uafgjorte.
I indeværende sæson har det været tæt. Tre af de i alt fire møder er endt uafgjort, mens Mike Tullbergs tropper vandt slaget på Ceres Park Vejlby i Oddset Pokalens semifinaler med 1-0 tilbage i februar.
Mest scorende og bedste defensiv
Det er ligaens mest scorende mandskab i form af FCM (63 mål), der møder 3F Superligas bedst præsterende defensiv i form af AGF (26 indkasseringer).
I FCM’s offensiv skiller Franculino og Aral Simsir sig ud. De to profiler har tilsammen scoret 25 gange i 3F Superliga og samtidig lagt op til 17 mål.
Aarhusianernes defensiv er blandt andet styret af den tidligere FCM-kaptajn, Henrik Dalsgaard, som i Frederik Tingagers fravær har indtaget en central rolle på Jakob Poulsens mandskab. I målet er en anden tidligere FCM’er, Jesper Hansen, i færd med en flot sæson symboliseret ved syv clean sheets.
Elias Olafsson i det midtjyske bur står noteret for samme total.
Seneste møde
Det seneste møde de to mandskaber imellem var i Oddset Pokalens semifinale-returopgør på MCH Arena. Værterne blev af flere eksperter rost for deres 1. halvleg, hvor man gjorde tingene svært for de hvidklædte gæster, men ikke desto mindre var det AGF, som bragte sig i front et kvarter inde i 2. halvleg på mål af Tobias Bech.
Júnior Brumado svarede dog tilbage i det 68. minut med en kongekasse, der opstod efter et langt indkast.
Det hele endte 1-1, og det var nok til at sende FCM i pokalfinalen, hvor F.C. København nu venter Kristi Himmelfartsdag.
– Man sidder derude og tænker: “Det er løgn. Vi har virkelig spillet godt i dag” (da AGF bragte sig foran, red.). Men spillerne viste stor moral og mentalitet, sagde cheftræner Mike Tullberg efter den førnævnte kamp.
Fuldt hus forventes
Seneste 3F Superliga-møde på MCH Arena mellem FCM og AGF blev overværet af 11.619 tilskuere, og der bliver proppet på hjemmebanen i Herning på ny.
I skrivende stund er der kun pladser tilbage på C.C.-tribunen, hvorimod resten af stadion er udsolgt. Har du ikke købt billet, kan du læse mere nedenfor. Det kan meget vel blive én af de kampe, man kommer til at tale om i mange år fremover.