Der har været et alvorligt knivstikkeri i Herning i weekenden, hvor 19-årige Alamara Djabi fra FC Midtjylland blev hårdt såret.
Alamara Djabi var efterfølgende i livsfare og blev akut opereret. Siden har han gennemgået endnu en operation, og efter en professionel indsats fra det tilkaldte redningspersonale og senere sygehuslæger er hans tilstand nu stabil. Han er vågnet fra kunstig koma og har det efter omstændighederne godt.
FC Midtjylland er i tæt dialog og samarbejde med myndighederne og yder støtte til Alamara Djabi og hans familie.
Af respekt for politiets igangværende opklaringsarbejde, herunder vidneafhøringer og undersøgelser, har vi ikke yderligere kommentarer.
Vi beder om offentlighedens forståelse og opfordrer til, at der udvises respekt for privatlivet omkring Alamara Djabi og hans nærmeste i denne svære situation, og vi henstiller indgående til, at pressen ikke forsøger at kontakte hverken holdkammerater eller medlemmer af staben, da alle naturligvis er dybt berørte af den alvorlige hændelse.
Alamara Djabi har i en længere periode ikke været udtaget til førsteholdet og var heller ikke i spil til de kommende kampe.
Vores tanker er hos vores holdkammerat, hans familie og venner, og vi ønsker ham fortsat god bedring.