Kvindeholdet

Historisk sejr i første opgør mod FCK

Et nyt kapitel i dansk kvindefodbold blev skrevet, da FC Midtjylland og F.C. København for første gang mødtes. Midtjyderne vandt 3-0 hjemme på MCH Arena.

25/04/26
Steffen Klitgaard
Foto: Daniel Stentz

Lørdag eftermiddag dannede MCH Arena ramme om det første opgør mellem FC Midtjylland og F.C. København i kvindefodbold. De to hold havde før kampen henholdsvis den bedste offensiv og defensiv i A-Liga Kvalifikationsspillet.

Midtjylland startede kampen med flere gode dybdeløb, mens FCK arbejdede sig ind i opgøret og overtog mere af spillet.

Midtjyllands dybe løb gav pote i det 16. minut. Andrea Jeppesen sendte en bold i dybden mod Maria Herdel, som løb den op og trak ind i feltet. Her fandt hun Therese Vestermark med en præcis tværpasning, som sikkert sendte bolden i mål.

FCK fik også bolden i mål, men scoringen blev annulleret for offside.

Begge hold havde yderligere muligheder, men udnyttede dem ikke, så FC Midtjylland gik til pause med en 1-0-føring.

Midtjyderne åbnede godt i anden halvleg og lagde et tidligt pres på FCKs felt.

Kort inde i halvlegen kom 15-årige Nana Munk på banen i stedet for målscorer, Therese Vestermark. Munk tilføjede straks endnu en trussel for midtjyderne.

I det 66. minut blev Nana Munk sendt i dybden og kom alene med FCK-keeper Ann-Kathrin Dilfer, som reddede forsøget.

Kort efter var Nana Munk på spil igen. Phiona Nabbumba vandt en duel om bolden ved midtercirklen og prikkede den videre til Nana Munk, som stak fra forsvaret og afsluttede køligt i det korte hjørne til 2-0. Det var samtidig hendes første scoring for FC Midtjylland.

Kort efter udbyggede FC Midtjylland føringen efter endnu en stikning. Hannah Fruensgaard sendte en bold i dybden mod Mathilde Kaihøj. FCK-keeper Dilfer kom ud af feltet og tacklede Kaihøj, men bolden landede for fødderne af Rikke Dybdahl, som chippede den ind i det tomme mål.

I slutminutterne gjorde FC Midtjyllands Sanne Troelsgaard comeback efter en skadespause og fik sine første minutter i foråret.

Yderligere scoringer blev det dog ikke til, og Midtjylland kunne lade sig hylde af de 1117 fans, som var med til at sætte sæsonrekord.

Næste udfordring venter allerede lørdag kl. 14.00 på MCH Arena. Her tager Midtjylland imod de nye nummer to, ASA Aarhus. Køb billet til kampen via linket nedenfor.

Se program og køb billet

FC Midtjylland 3-0 F.C. København (1-0)

16′ 1-0 Therese Vestermark
69′ 2-0 Nana Munk
72′ 3-0 Rikke Dybdahl

FCM XI: Katrine Thisgaard, Andrea Jeppesen, Frida Nautrup, Anna Givskov, Clara Jepsen, Ida-Sofie Rathe, Phiona Nabbumba, Rikke Dybdahl, Maria Herdel, Mathilde Kaihøj, Therese Vestermark.

Bænken: Sofie Hoffmann, Sanne Troelsgaard, Malene Nielsen, Sofia Rejkjær, Hannah Fruensgaard, Nana Munk, Emma Nielsen.