Herreholdet

Victor Bak efter deler i topkamp: Stolt af vores defensiv

Med søndagens 0-0-resultat i Aarhus er der lagt op til en intens afslutning på Mesterskabsspillet. Victor Bak sætter ord topbraget og ambitionerne for de resterende kampe.

27/04/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

En intens aften i Aarhus endte uafgjort, hvilket også betyder, at spændingen i toppen af Mesterskabsspillet forbliver intakt. Det er fortsat kun målscoren, som adskiller de to mandskaber.

Efter opgøret satte Victor Bak ord på topbraget.

– Det var en hård kamp fra start til slut, men vi vidste godt, at det ikke ville blive let. Der var mange lange bolde og masser af dueller. Det blev en fight, men det var en god oplevelse, lyder det.

FC Midtjylland tager ét enkelt point med sig hjem fra Aarhus, men ambitionerne i den midtjyske lejr er ikke til at tage fejl af.

– Det var en fed topkamp at spille. Der var stemning og niveauet var højt, men vi står også tilbage med følelsen af, at ét point ikke er nok. Vi ved, at hvis vi vil stå med guldet til sidst, så kræver det, at vi vinder de her kampe, siger Bak.

Midtjyderne har hentet ti point i deres seneste fire kampe og samtidig fortsætter de den gode stime: holdet har ikke lidt et nederlag til AGF i 13 kampe.

Med kun tre kampe tilbage, er blikket nu skarpt rettet mod det næste opgør.

– Det handler om at holde snuden i sporet. Vi skal arbejde vanvittigt hårdt hver eneste dag og i hver eneste kamp. Der er ikke noget, der kommer af sig selv i den her fase af sæsonen. Vi har et godt hold og det skal vi også ud og vise.

God defensiv indsats

Der var flere ting, som søndag aften fungerede for det midtjyske mandskab. Særligt fremhæver Victor Bak defensiven, hvor der var flere positive ting at tage med.

– Vi står rigtig godt organiseret, og vi er kompakte i hele kampen. Især på de defensive dødbolde er vi stærke og afviser det meste. Det er måske ikke vores bedste kamp med bolden, men defensivt kan vi godt være stolte af indsatsen, slutter han af.

På mandag gælder det det midtjyske derby, når FC Midtjylland går på banen hjemme mod Viborg.