Klubben

FC Midtjylland tager kraftigt afstand fra episode i udebaneafsnittet

FC Midtjylland har identificeret en person i udebaneafsnittet, som har udvist diskriminerende adfærd under kampen mod AGF. Vedkommende er med øjeblikkelig virkning blevet tildelt en længerevarende karantæne.

29/04/26
Mads Jakobsen

I forbindelse med søndagens 3F Superliga-kamp mod AGF på Ceres Park Vejlby blev Aral Simsir og Kevin Mbabu udsat for racistiske tilråb fra C-tribunen.

Efterfølgende er FC Midtjylland blevet bekendt med en episode i udebaneafsnittet, hvor en person har udvist uacceptabel og diskriminerende adfærd.

FC Midtjylland tager kraftigt afstand fra episoden, som er fuldstændig uforenelig med de værdier, klubben står for.

Klubben har efter gennemgang af materiale identificeret den pågældende person, som med øjeblikkelig virkning er blevet tildelt en længerevarende karantæne.

Vedkommende har i dialogen med FC Midtjylland erkendt forholdet og samtidig udtrykt stor beklagelse over sine handlinger.

I FC Midtjylland er der ikke plads til diskriminerende adfærd. Fodbold skal samle mennesker – ikke det modsatte.

FC Midtjylland ønsker fortsat at bidrage konstruktivt til, at dansk fodbold er et sted præget af intensitet, passion og stærke følelser, men også respekt, tryghed og plads til forskellighed. Det ansvar gælder både på banen og på tribunerne.