Bolden rullede på ny efter hjemrejsen fra Kroatien, da FC Midtjylland søndag trådte ind på JYSK Park til det femte 3F Superliga-opgør i sæsonen.
Midtjyderne kom skidt fra start, og værterne bragte sig i front efter 12 minutter. Elias Olafsson parerede Lucas Riisgaards forsøg, men på returen stod William Kirk klar og sendte bolden over den islandske keeper til 1-0.
Efter scoringen satte FCM sig på spillet, men de store chancer udeblev i første instans.
Kort før pause brændte det dog på i SIF-keeper Aske Andresens ende. Darío Osorio klappede til kuglen på et frispark og ramte stolpen. Tæt på en udligning.
Nogle spilsekvenser efter bød Philip Billing sig til, men Aske Andresen hev en flot refleks op på midtbanespillerens hovedstød.
Trods dominansen blev betingelserne for en udligning sværere knap en time inde, da Julius Emefile blev præsenteret for et direkte rødt kort af dommer Jacob Karlsen efter et frispark på banen midte på Lucas Riisgaard.
Ikke desto mindre svarede midtjyderne igen knap ti minutter senere. En anden indskifter, Friday Etim, drev bolden flot, inden han fandt landsmanden Stanley Iheanacho helt fri foran mål. Den nigerianske angriber kunne ikke undgå at lave sit femte sæsonmål. 1-1.
Det var ikke til at se, at FCM var i undertal, og med 20 minutter igen burde Mike Tullbergs tropper have bragt sig foran. Darío Osorio tryllede på højrekanten og serverede bolden på et sølvfad for Kjell Wätjen, men inde på stregen blokerede Stanley Iheanacho på uheldigvis.
I den anden ende kom de naturlige muligheder også som følge af gæsternes undertal, og sådan en gav et føringsmål til SIF i det 80. minut. Et hjørnespark dumpede ned for fødderne af Kristian Bogild, der gjorde det til 2-1. De efterfølgende VAR-billeder viste dog en forseelse, hvorfor scoringen blev underkendt.
Begge hold jagtede de tre point i slutfasen, men mere skete der ikke. Et enkelt point på JYSK Park trods en lang periode i undertal.
