Akademiet

Jacob Nielsen ny akademichef – Svend Graversen tilbage på akademiet

Jacob Nielsen bliver ny akademichef i FC Midtjylland, mens Svend Graversen vender tilbage til akademiet som U19-cheftræner.

13/06/26
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Med Jacob Nielsen som ny akademichef og Svend Graversen tilbage i en akademirolle som U19-cheftræner er to centrale poster i den sportslige organisation nu på plads.

Jacob Nielsen får det overordnede ansvar for et af landets førende talentmiljøer efter en årrække, hvor han har arbejdet sig op gennem systemet i FC Midtjylland. Senest har han haft en central rolle i den sportslige udvikling af de yngste akademiårgange.

Bent-Christensen stopper som akademichef

Samtidig vender Svend Graversen tilbage til det daglige arbejde på akademiet, hvor han efter sommerferien bliver cheftræner for U19-holdet. Joachim Møller Jensen fortsætter som assistenttræner på U19-holdet.

– Akademiet er en af grundstenene i FC Midtjylland. Det er her, vi hver dag arbejder med spillere, som skal kunne tage næste skridt – og på sigt begå sig på et internationalt niveau. Derfor skal vi have en organisation med tydelige krav, stærke relationer og en klar fælles retning. Med Jacob som akademichef og Svend som U19-cheftræner får vi to vigtige roller på plads i et setup, hvor mange dygtige mennesker løfter i flok, fortæller fodbolddirektør Jacob Larsen.

Fra akademitræner til akademichef

Jacob Nielsen har gennem flere år markeret sig som en stærk træner- og lederprofil i FC Midtjylland. Han har tidligere været cheftræner på akademiet og har senest haft ansvar for at samle og udvikle det sportslige miljø omkring U13-U15-årgangene.

Nu får han ansvaret for at skabe sammenhæng på tværs af akademiet og videreudvikle et miljø, der gennem mange år har været en bærende del af klubbens sportslige fundament.

– Jacob er et stærkt eksempel på, at vi udvikler ledere indefra i FC Midtjylland. Han har taget store skridt, han kender vores hverdag, og han har vist, at han forstår den måde, vi arbejder med udvikling. Det handler om høje krav, tydelige rammer og et stærkt blik for det enkelte menneske. Han har gjort sig fortjent til ansvaret, og vi tror på, at han sammen med de mange dygtige folk omkring akademiet kan være med til at drive miljøet videre, siger Jacob Larsen.

Kulturbærer tilbage på akademiet

Svend Graversen vender tilbage til det akademi, han selv har været med til at forme gennem en lang årrække. Han startede i FC Midtjylland i 2004 og har tidligere været U17-cheftræner, inden han blev sportschef og senest arbejdede med klubbens internationale relationer.

– Svend er en klassisk FC Midtjylland-historie. Han kender klubben, kulturen og kravene, og han har været med til at bygge en stor del af det fundament, akademiet står på i dag. U19 er en afgørende årgang, fordi spillerne nærmer sig seniorfodbolden og skal kunne omsætte talent til modenhed, ansvar og præstationer. Her får vi en kapacitet ind, som både har historikken, erfaringen og forståelsen for, hvad det kræver at tage næste skridt i FCM-regi, lyder det fra Jacob Larsen.

Fra akademiet til førsteholdet og ud i verden

For FC Midtjylland handler de nye roller om at fastholde og udvikle den stærke sammenhæng mellem akademiet, førsteholdet og klubbens internationale udsyn.

– Vi bygger ikke akademiet på enkeltpersoner, men på kultur, kvalitet og en fælles retning. Stærke miljøer kræver stærke mennesker, og vi har mange dygtige fagpersoner og personligheder i vigtige roller omkring akademiet. FC Midtjylland skal fortsat være et sted, hvor unge spillere kan tage store skridt – fra akademiet til førsteholdet og videre ud i verden. Det kræver mod, krav, nærhed og kvalitet i hverdagen. Det er det arbejde, vi nu bygger videre på, slutter fodbolddirektøren.