2026/27 blev skudt i gang med et brag på et udsolgt Tüpraş Stadyumu torsdag aften i Istanbul, hvor FC Midtjylland skulle spille om kvalifikation til europæisk fodbold for 13. sæson i træk. Opgaven var at sikre et godt udgangspunkt inden returen i Herning om en uge.
I en vild lydkulisse bød indledningen på muligheder i begge ende. Først var Salih Özcan tæt på at drømmedebutere for værterne, inden en god mulighed bød sig til Victor Bak knap ti minutter inde.
En på forhånd svær opgave i den tyrkiske metropol blev endnu mere vanskelig, da Friday Etim blev udvist med kun et kvarter spillet for en uheldig stempling på Beşiktaş’ Tiago Djaló.
Udvisningen skabte et naturligt pres ned mod det midtjyske bur, og Beşiktaş lukrerede på overtallet halvvejs inde i 1. halvleg. Midtbaneprofil Orkun Kökçü modtog kuglen uden for feltet og udplacerede Elias Olafsson. 1-0.
Det var også tæt på at blive 2-0 efter en halv time, men Elias Olafsson leverede en fantastisk parade på Michael Murillos helflugter. Bolden strøg fra den islandske keepers hænder videre på overliggeren og tilbage i spil.
Franculino var tæt på at skabe magi på egen hånd kort før pause, men afslutningen blev blokeret i sidste øjeblik.
Et bjerg skulle bestiges i de sidste 45 minutter, og Elias Olafsson gjorde sit for at bevare spændingen i opgøret. Sydkoreanske Oh Hyeon-gyu, som FCM også mødte i sidste sæson, da angriberen spillede for belgiske Genk, vendte på en tallerken og tvang FCM-keeperen ud i en ny stor redning.
En struktureret og flot holdindsats i 2. halvleg var tæt på at blive kronet med en udligning ti minutter før tid. Pedro Bravo sendte Philip Billing dybt, men FCM-midtbaneprofilen blev den lille i duellen med den tyske keeper, Alexander Nübel.
Mere skete der ikke på Tüpraş Stadyumu, og trods 75 minutter i undertal sikrede FC Midtjylland sig altså et brugbart resultat før returen på MCH Arena om præcis en uge.