Sebastian Lodberg kom til FC Midtjylland i sommeren 2022, og siden har han taget turen op gennem den midtjyske akademi.
Han står noteret for 49 kampe for FC Midtjyllands U19-hold, hvor han har scoret 27 mål og lavet seks assists på tværs af U19 Ligaen og UEFA Youth League.
Nu drager han videre til Vendsyssel FF, hvor nye udfordringer venter.
– Det er et spændende skifte for Sebastian, hvor han får mulighed for at stifte bekendtskab med seniorfodbolden i en klub, som netop er rykket op og skal spille med i den næstbedste danske række, siger akademichef Jacob Nielsen og tilføjer:
– Han er en spiller, som altid lægger en stor indsats for dagen, og jeg er overbevist om, at selvom han kan forvente at skulle stå på tæer, så er det en opgave, som han vil vokse med.
Vendsyssel FF sluttede sæsonen af på en andenplads, og dermed sikrede de sig oprykning til Betinia Liga.
