Akademiet

Daníel Freyr Kristjánsson solgt til Lyngby Boldklub

Den 20-årige venstreback, som har spillet to sæsoner i FC Fredericia, bliver nu solgt til Lyngby Boldklub.

23/06/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Daníel Freyr Kristjánsson, som har været en del af det midtjyske akademi, har gennem sin tid i FC Midtjylland spillet 48 kampe for U19-holdet, hvor han har bidraget med fire mål og 20 assists. Derudover har han spillet fem kampe i UEFA Youth League og scoret ét mål.

I 2024 drog han til FC Fredericia, hvor han har været udlejet til i to sæsoner. I Fredericia har han spillet fast på førsteholdet og fået seniorerfaring, og nu står han noteret for 50 kampe, hvortil han har lavet syv assists.

Næste skridt for den unge forsvarsspiller bliver taget i Lyngby, hvor han skal tørne ud for førsteholdet, der netop har sikret sig oprykning til 3F Superliga.

Ifølge akademichef Jacob Nielsen er det en spændende udfordring for Daníel Freyr Kristjánsson.

– Det er altid stort, når nogle af vores tidligere akademispillere kan tage skridtet videre i deres karriere. Daníel har spillet i FC Fredericia i to sæsoner nu, hvilket har givet ham muligheden for at spille seniorfodbold.

– Hvis muligheden ikke byder sig her i klubben, vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores spillere videre, så de kan fortsætte deres udvikling. Jeg er glad for, at Daníel nu kan tage til Lyngby, hvor han skal hjælpe holdet med at gøre deres indtog i Superligaen.