Kvindeholdet

Solid indsats og sejr i første træningskamp

Efter fire dages opstartstræning tog FCM Kvindefodbold fredag eftermiddag til Kolding for at spille sin første træningskamp. Kampens tre gange 26 minutter endte med en sejr på 0-7 til FCM.

10/07/26
Steffen Klitgaard
Foto: FC Midtjylland

Sommeren viste sig fra sin gode side med høj sol over dagens kampbane ved Autocentralen Park i Kolding.

Kampen var knap nok kommet i gang, inden FC Midtjylland bragte sig foran. Et aggressivt midtjysk pres gav en løs bold, som Maria Herdel sparkede i nettet til 0-1.

Få minutter senere var Herdel i oplæggerens rolle, da hun fandt Emma Nielsen helt fri foran mål på et fladt indlæg. Nielsen satte foden og prikkede bolden i nettet til 0-2.

På et midtjysk hjørnespark efter 20 minutters spil fandt to af de nye FCM’ere hinanden. Josefine Uhd sendte et præcist hjørnespark ind til Sofie Vendelbo, som headede bolden i mål til 0-3. Det blev også stillingen til den første pause.

Nyt dødboldsmål i anden halvleg

Anden halvleg var mere jævnbyrdig, og begge hold kom frem til muligheder. Hannah Fruensgaard havde blandt andet et godt langskud, som ramte stolpen.

Først i halvlegens sidste minut kom kampens næste scoring, da endnu et midtjysk hjørnespark førte til 0-4. Denne gang var det Hannah Fruensgaard, som servede bolden ind, og Anna Givskov, der headede bolden ind midt for målet, hvorefter holdene gik til pause.

God afslutning på kampen

I tredje halvleg var Anna Givskov i oplæggerens rolle, da hun fra egen banehalvdel sendte Mathilde Kaihøj afsted i dybden. Kaihøj tog et træk rundt om sin modstander og sparkede sikkert bolden ind ved nærmeste stolpe til 0-5.

På en midtjysk omstilling blev det også 0-6. Tervie Umwe drev bolden frem til feltet og fandt Josefine Uhd. Uhd tog et træk ind i banen og sendte en flad afslutning mod fjerneste hjørne, hvor bolden sneg sig forbi Koldings keeper til 0-6.

Til sidst gengældte Mathilde Kaihøj, Anna Givskovs assists fra starten af tredje halvleg, da hun spillede hende helt fri med Kolding-keeperen. Givskov sparkede bolden i nettet til 0-7 og blev dobbeltmålscorer.

0-7 blev slutresultatet på træningskampen, hvor FC Midtjylland fik testet et nyt spillesystem og leverede en koncentreret indsats med flere gode offensive kombinationer og spilletid til mange spillere.

Mandag venter næste test mod Fortuna Hjørring kl. 16.00 i Vildbjerg. Første A-Liga-kamp venter lørdag den 25. juli kl. 13.00, når Brøndby IF gæster MCH Arena.