FC Midtjylland sætter et skarpere visuelt og sprogligt aftryk på klubbens identitet.
Udgangspunktet er det samme, som det altid har været: fællesskabet og familieklubben. Modet og viljen til at gå egne veje. Stoltheden over vores ophav og respekten for det arbejde, der ligger bag enhver fremgang.
Det samles under ordene: Med hjertet. Med hovedet. Fra heden.
– Vi har ikke haft behov for at opfinde FC Midtjylland på ny. Vi har haft behov for at stå endnu tydeligere i det, vi allerede er. Klubben er vokset, vores digitale tilstedeværelse er blevet større, og flere mennesker møder os i dag – både i Danmark og internationalt. Derfor skal det være klart, hvem vi er, hvad vi står for, og hvor vi kommer fra, siger branddirektør i FC Midtjylland, Preben Rokkjær.
Med hjertet. Med hovedet. Fra heden.
Hjertet står for fællesskabet, nærheden og ansvaret for hinanden. Vi er en familieklub, der kæmper for mere end os selv, løfter menneskerne omkring os og tror på, at resultater og måden, vi skaber dem på, hænger sammen.
Hovedet står for ambitionen om hele tiden at blive bedre. Vi forener hårdt arbejde med skarpe beslutninger, ser muligheder, udfordrer status quo og bruger innovation til at omsætte potentiale til præstationer.
Heden er vores ophav og vores rygrad. Den har lært os, at intet kommer af sig selv, og at fremgang skabes gennem arbejde, vilje og sammenhold. Vi bærer stoltheden over det sted og de mennesker, klubben er vokset ud af.
Gå på opdagelse i den skærpede identitet
Hjertet, hovedet og heden er tre sider af den samme klub. Det er den kombination, der har bragt FC Midtjylland hertil – og som skal føre os videre.
En klub i vækst skal stå tydeligt
FC Midtjylland er i dag en større klub end tidligere. Flere hold, flere aktiviteter, en markant digital tilstedeværelse og en stærkere international position stiller større krav til sammenhæng og genkendelighed.
Den skærpede identitet skal samle FC Midtjylland på tværs af herre- og kvindefodbold, akademier, kommercielle indsatser og øvrige aktiviteter i regionen. Man skal møde den samme klub, uanset om det sker på MCH Arena, i hverdagen, på sociale medier eller ude i verden.
Mere FC Midtjylland på MCH Arena
Det skærpede udtryk bliver også tydeligt på og omkring MCH Arena. Spillertunnellen, tribunerne, facaderne og området omkring stadion får et stærkere præg af klubben, hvor fansene har bidraget til udsmykningen af gangtunnellerne omkring vores hjemmebane.
– MCH Arena skal lugte endnu mere af fodbold og FC Midtjylland. Man skal kunne mærke, hvor man er, fra det øjeblik man nærmer sig stadion. Det handler om farverne, symbolerne og fortællingerne, men først og fremmest om den følelse, vi skaber sammen, siger Preben Rokkjær.
Ulven træder frem
FCM-logoet er og bliver vores vigtigste kendetegn. Det er logoet, vi har båret siden 1999, og som fans, spillere og alle omkring klubben samles om.
Logoet står, som man kender det, men er skærpet i detaljerne. FCM-farverne fremstår tydeligere, og ulven har fået mere liv.
Med afsæt i ulven har vi samtidig udviklet et nyt, selvstændigt ikon. Det er født ud af det velkendte FCM-logo og bærer den samme historie og de samme værdier: sammenhold, mod og instinkt.
Det nye ikon supplerer klublogoet og giver FC Midtjylland et nyt symbol, der kan leve på digitale platforme, omkring MCH Arena og i klubbens kollektioner.
Dyk ned i den skærpede identitet og læs mere om de enkelte elementer her.