BilletFlex Basis
Få adgang til alle kampe på stemningstribunen

Herreholdet

NK med erfaring fra Tüpraş Stadyumu: Meget, meget højlydt

Rasmus Nissen Kristensen sætter ord på mødet med Beşiktaş og den kulisse, der venter på tyrkernes hjemmebane, Tüpraş Stadyumu, hvor han selv spillede tilbage i oktober 2024 for Frankfurt.

22/07/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

For 13. sæson i træk skal FC Midtjylland spille kvalifikation til Europa.

Midtjyderne træder ind til 2. kvalifikationsrunde i Europa League med fortsat succes i erindringen fra 2025/26 med den bedste europæiske kampagne i klubbens historie, hvor man slog rekorden for flest indsamlede koefficientpoint nogensinde for en dansk klub i en enkeltstående sæson.

Historieskrivning: Nedslag fra den europæiske kampagne

Af den grund ligger Mike Tullbergs tropper på en aktuel 47. plads på den europæiske koefficientliste – klubbens højeste placering nogensinde.

‘NK’ med gode minder fra Besiktas

Nu venter et nyt europæisk eventyr, og den første modstander bliver en svær en af slagsen i form af sidste års nummer fire i Tyrkiet, Beşiktaş. Opgør ét finder sted torsdag på Tüpraş Stadyumu i Istanbul med plads til knap 43.000 tilskuere.

Her spillede Rasmus Nissen Kristensen også i oktober 2024 for Fankfurt. Tyskerne hentede en 3-1-sejr i den intense kulisse, som gjorde indtryk på den hjemvendte danske landsholdsspiller.

– Jeg husker det som meget, meget højlydt – måske også med en lidt fjendsk stemning. Det bliver fedt og en udfordring. Vi glæder os til at spille i den kulisse. Sidste gang, jeg var der, gik det godt. Det gør det forhåbentligt igen, siger Rasmus Nissen Kristensen og fortsætter:

– Vi gjorde det godt og fik lagt en dæmper på kulissen. Jeg husker også, at vi var under massivt pres de første fem-ti minutter – også fra lægterne. Det er det, vi skal kunne modstå på torsdag.

Skal afgøres i Herning

Du har spillet på mange store stadioner i din karriere, men er oplevelsen i Besiktas en, der har gjort særligt indtryk?

– Det er det da. Der er en eller anden speciel høj stemning i Tyrkiet, og det er helt klart det største sted, jeg har spillet i netop Tyrkiet. Jeg glæder mig til et forhåbentligt godt gensyn, siger den nyudnævnte anfører.

Hvad skal der til af dig og drengene for, at vi kan hente et godt resultat forud for returen på MCH Arena?

– Det kræver, at vi matcher kampen og respekterer omgivelserne, men ikke bliver kyst af det. Vi skal være modige og spille vores spil – det bliver sindssygt afgørende. Så skal vi selvfølgelig, når det er første kamp, have øje for, at det er 2 x 90 minutter, vi spiller. I princippet er det jo kun 1. halvleg, så vi skal derned og have noget med hjem og afgøre det i Herning bagefter.

Storskærmsarrangement på MCH Arena

Der er kickoff kl. 20.00 dansk tid torsdag, og ønsker du at se opgøret med en masse FCM-medfans, kan du med fordel deltage i det storskærmarrangement, der er sat på benene på MCH Arena.

Inden kampstart vil der være god stemning i fanzonen med madboder og food trucks, mulighed for at købe 26/27-sæsonens hjemme- og udebanetrøje samt flere forskellige aktiviteter på forpladsen.

Læs mere her

Stream kampen

Hvis du ikke deltager i arrangementet på MCH Arena, kan du købe adgang til kampen gennem SolidSport.