Kvindeholdet

Uafgjort efter intens duel

FC Midtjylland Kvindefodbold gæstede tirsdag aften Fortuna Hjørring. En intens, duelrig kamp endte 0-0 på trods af chancer i begge ender.

04/08/26
Steffen Klitgaard
Foto: FC Midtjylland

Efter et point mod sidste sæsons sølvvindere i første A-Liga-runde drog de midtjyske kvinder til Hjørring for at møde bronzevinderne fra Fortuna Hjørring.

Midtjylland vandt allerede et hjørnespark i første spilleminut efter et godt pres.

I det femte minut blev Maria Herdel sendt afsted i en omstilling og var alene med Fortunas keeper Andreea Paraluta, som reddede Herdels afslutning.

Syv minutter senere fintede Hannah Fruensgaard sig igennem i venstresiden og sendte et chipindlæg mod bagerste stolpe, men en Fortuna-fod fik afværget til hjørne.

Fruensgaard var også med til at skabe to yderligere midtjyske chancer i første halvleg.

Først afdriblede hun sin modstander og fandt Rikke Dybdahl med en stikning. Dybdahl spillede Mathilde Kaihøj fri, men Paraluta diskede op med endnu en redning på Kaihøjs afslutning.

Omkring en halv times spil kom Fruensgaard igen igennem i venstresiden. Her sendte hun et fladt indlæg gennem feltet og fandt Maria Herdel ved fjerneste stolpe. Herdel lagde bolden på tværs mod Kaihøj, men Fortuna fik blokeret for en afslutning.

Fortuna havde også flere perioder med spilovertag og fik et par muligheder til at omsætte det til scoring. Lumi Kostmayer havde både en afslutning på stolpen i starten af kampen og senere en stor hovedstødschance efter et hårdt indlæg fra Janelle Cordia.

Ingen af holdene fik dog bolden i nettet, og dermed gik de til pause ved stillingen 0-0.

Intens og duelrig anden halvleg

Anden halvleg blev mere præget af hårde dueller og intensitet end store chancer.

Efter ti minutters spil faldt de største chancer, da Midtjylland først kom igennem et par gange i Fortunas felt, mens Fortuna kort efter fik blokeret en afslutning lige foran mål.

Fortuna havde endnu en stor mulighed, da Risako Watanabe kom fri, men sparkede over mål.

I tredje minut af tillægstiden var det FCM, der var tæt på, men Emma Nielsen nåede akkurat ikke frem til et farligt indlæg fra Maria Herdel.

Kampen endte uden scoringer, 0-0. FC Midtjylland står dermed med to point efter de første to kampe mod sidste sæsons sølv- og bronzevindere.

Næste opgør venter tirsdag den 11. august kl. 18.00 ude mod Vejgaard B i Kvindepokalen, inden man tager imod Kolding IF på MCH Arena lørdag den 15. august kl. 13.00. Billetsalget til den kamp starter onsdag den 5. august.

Fortuna Hjørring 0-0 FC Midtjylland (0-0)

FCM XI: Milla-Maj Majasaari, Frida Nautrup, Sofie Vendelbo, Sanne Troelsgaard, Maria Herdel, Ida-Sofie Rathe, Phiona Nabbumba, Therese Vestermark, Hannah Fruensgaard, Mathilde Kaihøj, Rikke Dybdahl.

Bænken: Katrine Thisgaard, Andrea Jeppesen, Mathilde Jessen, Anna Givskov, Josefine Uhd, Emma Nielsen.