Herreholdet

Tæt på Bohemians: Medstifter af League of Ireland og en af landets mest vindende klubber

Torsdag venter Bohemians F.C. i den irske hovedstad, Dublin. Lær vores modstander, der blandt andet har vundet 11 nationale mesterskaber, bedre at kende her.

05/08/26
Christian Rothausen
Foto: IMAGO

Bohemians F.C. (originale navn: Bohemian Football Club, red.) blev grundlagt den 6. september 1890 og er en af verdens ældste medlems- og fanejede fodboldklubber.

Torsdag står FC Midtjylland over for ‘Bohs‘, der i sidste sæson endte som nummer fire i landets bedste fodboldrække, hvilket var adgangsbilletten til europæisk fodbold i indeværende sæson.

Irerne har allerede været igennem to kvalifikationsrunder i Conference League. I første runde blev St Joseph’s FC fra Gibraltar besejret med samlet 2-0, inden FC Ballkani fra Kosovo blev slået i 2. kvalifikationsrunde efter samlet 5-5 og sejr i straffesparkskonkurrence.

Modsat mange andre europæiske ligaer kører den irske Premier Division med et helårsformat, som man kender det i blandt andre Sverige og Norge. Det betyder også, at Bohemians er i fuld gang med indeværende sæson, hvor man efter 26 kampe ligger nummer tre – á point med St. Patricks på andenpladsen.

Titler

Bohemians var medstifter af League of Ireland i 1921 og er blandt landets mest vindende klubber med 11 irske mesterskaber, syv FAI Cup-titler samt en række øvrige nationale pokaler.

Det seneste mesterskab indtraf i 2009, mens man også skal tilbage til samme årstal for at finde den seneste pokaltitel.

Stadion

Siden 1901 har klubben haft hjemmebane på det traditionsrige Dalymount Park i Dublin, som i de kommende år skal gennemgå en omfattende modernisering til et stadion med plads til over 8.000 tilskuere.

Der er i skrivende stund plads til knap 4.500 tilskuere, og på grund af den igangværende renovering spilles morgendagens opgør mod FC Midtjylland på Tallaght Stadium – hjemsted for rivalerne fra Shamrock Rovers – med plads til 10.500 tilskuere.

Dalymount Park har lagt græstæppe til et hav af irske landskampe, pokalfinaler og historiske opgør gennem mere end et århundrede. Stadionet omtales ofte som “The Home of Irish Football”, selvom Aviva Stadium i dag er nationalstadion.

Klubværdier

Bohemians bygger på værdien Football for All og arbejder målrettet for at bruge fodbolden som en positiv drivkraft i samfundet. Klubben engagerer sig i en lang række sociale og bæredygtige initiativer med fokus på blandt andet klima, sundhed, inklusion, ligestilling og støtte til udsatte børn og voksne.

Klubben driver blandt andet:

  • Et amputee-hold for spillere med amputationer, som spiller organiseret turneringsfodbold.
  • Et Downs Syndrom-hold, hvor folk med Downs Syndrom træner og spiller kampe som en integreret del af klubben.
  • Walking football, som primært henvender sig til ældre eller personer, der ikke længere kan spille traditionel fodbold, fordi løb ikke er tilladt.
  • Et tilbud til synshæmmede, der blandt andet omfatter særlige programmer og tiltag, som gør sporten mere tilgængelig.

Som en medlems- og fanejet klub er Bohemians ikke ejet af private investorer, men drives med opbakning fra frivillige, medlemmer, fans og lokalsamfundet.

Spillertrup

Bohemians-spillertruppen består, ikke overraskende, hovedsageligt af irere.

I vinters hentede man blandt andet den engelsk-irske offensive midtbanespiller, Harry Vaughan, fra Hull City, mens en af klubbens største profiler er Dawson Devoy – kaptajnen med 170 Bohemians-kampe, 22 scoringer og 28 assists under bæltet.

Den 26-årige angriber, Colm Whelan, er aktuel topscorer for ‘Bohs’ i ligaen i indeværende sæson med ti scoringer efter 26 kampe.

Cheftræner

52-årige Alan Reynolds står i spidsen for Bohemians. Den irske manager kom til klubben i marts 2024 og har siden da ledet holdet i 105 kampe med et pointsnit på 1,49.

Forinden da besad han rollen som assistenttræner i en lang række irske klubber, herunder Derry City, Shelbourne FC og Waterford FC.

Europæiske meritter

Bohemians har konkurreret i europæisk fodbold siden 1960’erne, hvor man gennem årene deltog hyppigt i de to turneringer, UEFA Cup og European Cup Winners’ Cup.

Siden UEFA ændrede turneringsformaterne og lavede hovedturneringens struktur om til et gruppespil – og sidenhen ligaspil – har det været uden irerne som deltagere. 11 gange siden årtusindeskiftet har man deltaget i de europæiske kvalifikationsturneringer, men aldrig har man formået at gå hele vejen.

To gange tidligere har Bohemians stået over for en dansk modstander i europæisk regi. Første gang var mod Esbjerg i 1976/77-sæsonen i det daværende European Cup Winners’ Cup, hvor irerne vandt sammenlagt 3-1.

Knap 20 år senere, i 1995, ventede OB i Intertoto Cup i et opgør, som fynboerne sejrede med 2-0.

Se opgøret på SolidSport

SolidSport har købt rettighederne til torsdagens opgør. Der er tale om Pay-Per-View, og du kan købe adgang for 15 euro.

Stream: Bohemians v FCM