Opgøret fik en livlig og duelrig start. Første chance tilfaldt FC Midtjylland i det femte minut. Frida Nautrup lavede et flot sideskift på tværs af Koldings banehalvdel til Anna Givskov. Givskov tog bolden ned, trak ind i feltet og afsluttede, men Kolding-keeper Ema Aleksic havde styr på afslutningen.
Som kampen skred frem, bed FCM sig mere og mere ind i opgøret, og i det 27. minut blev et længere angreb omvekslet til mål. Bolden blev spillet til Frida Nautrup midt på Koldings banehalvdel. Nautrup kiggede op, så sit snit og sendte et hårdt og tørt hug i nettet til 1-0 for FC Midtjylland.
Det gav midtjyderne endnu mere momentum, og ti minutter inden pausen blev føringen udbygget. Rikke Dybdahl lavede en stikning til Anna Givskov, som endnu engang trak ind i feltet, og denne gang placerede bolden ved den fjerneste stolpe med højrefoden. 2-0.
Der opstod et par muligheder mere i begge ender, men det blev ikke til flere mål inden pausen.
En arbejdssejr i anden halvleg
Efter pausen kom Kolding ud for at jagte. Det viste sig allerede fra første minut af anden halvleg, hvor Amalie Lund lige præcis afsluttede forbi målet.
Det blev dog i stedet til en midtjysk scoring. Efter en times spil erobrede Josefine Uhd bolden i Koldings opspil, drev den frem og bankede den i mål til 3-0. Det var samtidig hendes første mål i Midtjylland-trøjen.
I det 78. minut kom der alligevel spænding i opgøret. Sanne Troelsgaard ramte en Kolding-spiller i ansigtet med armen, da hun forsøgte at forsvare bolden ud over baglinjen. Det resulterede i et rødt kort til Troelsgaard og et straffespark til Kolding IF.
Selvom Milla-Maj Majasaari kastede sig til den rigtige side, vandt Amalie Lund duellen fra pletten og reducerede til 3-1 for gæsterne.
Med en spiller i undertal og ti minutter igen forsvarede hele det midtjyske hold sæsonens første sejr hjem.
Kampen endte 3-1 til FC Midtjylland og bød desuden på debut for den nye midtbanespiller, Signe Baattrup, der blev skiftet ind efter 54 minutters spil.
Allerede næste lørdag kl. 13.00 venter endnu en hjemmekamp på MCH Arena. Denne gang mod ASA Aarhus. Du kan købe billet til kampen via linket nedenfor.
FC Midtjylland 3-1 Kolding IF (2-0)
’27 1-0 Frida Nautrup
’34 2-0 Anna Givskov
’60 3-0 Josefine Uhd
’80 3-1 Amalie Lund (str.)
FCM XI: Milla-Maj Majasaari, Frida Nautrup, Sofie Vendelbo, Sanne Troelsgaard, Maria Herdel, Ida-Sofie Rathe, Phiona Nabbumba, Josefine Uhd, Anna Givskov, Mathilde Kaihøj, Rikke Dybdahl.
Bænken: Katrine Thisgaard, Mathilde Jessen, Tervie Umwe, Signe Baattrup, Mille Kjærgaard, Emma Nielsen.
