Herreholdet

Et indblik i Lössls nye rolle med mental performance træning

Jonas Lössl indstillede sin fodboldkarriere i selvsamme klub, hvor det hele startede tilbage i 2003. Nu har han taget hul på sin nye rolle, hvor han skal være med til at styrke den individuelle mentale træning på førsteholdet.

22/08/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Det blev til mere end 470 kampe, et dansk mesterskab, to slutrunder med Danmark og oplevelser i Ligue 1, Bundesligaen og Premier League for Jonas Lössl, som tilbage i juni indstillede sin aktive fodboldkarriere.

Jonas Lössl indstiller karrieren: Jeg har i mange år drømt om at slutte i FC Midtjylland

Men han er ikke færdig i FC Midtjylland.

Den nye rolle

Den 37-årige tidligere målmand fortsætter i FC Midtjylland, men nu i en ny rolle. Han får nu ansvar for Human Development i klubben, hvor han fortsat vil følge førsteholdet tæt og arbejde med at øge fokus på potentialet i mental performance træning.

– Jeg har fået ansvaret at opbygge en ny struktur og tilgang til, hvordan vi laver mentaltræningen på førsteholdet lidt mere individuelt. Det gør jeg på baggrund af de erfaringer, som jeg selv har haft og samlet op gennem mit fodboldliv, fortæller han.

– Jeg har gået fra en tid, hvor det var væsentlig mere tabubelagt at tale om, at man havde en sportspsykolog eller en mentalcoach, eller at man turde sætte sig ned og kigge indad og se på nogle af de ting, som vi ved, at vi kan træne. Det er det ikke længere.

– Nu taler vi om trivsel og om præstationspsykologer, men hvordan får vi det så bedst implementeret på en seriøs og effektiv måde? Det er det, som jeg er nysgerrig på.

Egne erfaringer

I et brændende ønske om at kunne bidrage til klubben og den fortsatte udvikling trækker Jonas Lössl på sine egne erfaringer og på det internationale netværk, som han har fået opbygget gennem sin karriere.

– Jeg brugt de forbindelser og det netværk, som jeg har fået skabt af gode folk, til at spørge og være undersøgende i forhold til flere af de tanker og følelser, jeg selv har haft og i forhold til, hvad der fungerede og ikke fungerede. Det er vigtigt at udnytte det potentiale, som der er i mentaltræning på et individuelt plan.

– Det er en kæmpe passion for mig, og som har været en kæmpe løftestang i min karriere, og som jeg rigtig gerne vil have, at der er en masse andre på vores hold, som også får glæde af – ikke nødvendigvis i samme afskygning, men på deres måde.

I en klub, der er i konstant udvikling, er det også noget, som der bliver set varmt på.

– Ligesåvel som vi er innovative på så mange andre områder, så vil vi også være det her. Vi kan blive de bedste til det her, fordi der er en åbenhed, og fordi klubben vil. Det ligger så dybt i FCM, at vi gerne vil tage os af det hele menneske, så vi har et rigtig godt grundlag for det, siger han.

Glæden over at fortsætte i FC Midtjylland

Jonas Lössl lægger ikke skjul på, at han føler sig priviligeret over at få mulighed for at fortsætte sin daglige gang i FC Midtjylland, og samtidig være med til at forsøge at præge klubben og udvikle den på den anden side af kridtstregerne.

– Det betyder virkelig meget for mig at fortsætte i FCM – at kunne blive omkring klubben og kunne blive ved med at bære værdien og være med på rejsen. Midtjylland er jo det, jeg kender. Det er mit hjerte, det er der, jeg er vokset op, så at få lov til stadig at bidrage til det, er jeg glad for.

– Jeg havde en idé om, at jeg havde opbygget nogle andre kompetencer, men jeg var i tvivl om, om jeg kunne bruge dem uden for fodboldbanen, så at få lov til, at Midtjylland holder mig i hånden her i min transition over i et andet arbejde, det er jeg taknemmelig for, lyder det fra Jonas Lössl, som tilføjer:

– Det var en af mine drømme at gøre mig fortjent til at få det her step, så det er jeg glad for at have optjent.

En tak til klubbens fans

På søndag forud for kampen mod Randers vil Jonas Lössl gå på banen og takke klubbens fans for den opbakning og støtte, som han gennem så mange år har oplevet i FC Midtjylland.

Noget, som han selv glæder sig til, men som også bliver et punktum på mere end 30 års hårdt og dedikeret arbejde.

– Det er en stor ære, at jeg kan gå på banen en sidste gang. Jeg er lidt i tvivl om, om jeg helt kan sætte ord på det på søndag, fordi jeg ved, at jeg bliver rørt, men jeg glæder mig. Det bliver fedt at få en sidste løbetur ned foran fansene, for det kom jo lidt pludseligt.

– Da kampen mod Brøndby blev fløjtet af sidste sæson, vidste jeg ikke, at det var min sidste kamp, men nu, hvor jeg står på den anden side, er jeg glad for at fortsætte i klubben og være med til at forme den stilling, som jeg allerede har taget hul på, og som jeg brænder for, slutter han af.

Billetinfo

På søndag bliver der ligeledes sagt farvel til Júnior Brumado, som nåede at spille 135 kampe for FC Midtjylland.

Skal du med på stadion på søndag og sende både Jonas Lössl og Júnior Brumado godt videre, så kan du sikre din billet herunder.

Køb billet til opgøret her