Torsdag venter en ny opgave, når kroatiske HNK Rijeka gæster MCH Arena i det første á to Conference League-playoffopgør.
– Det bliver ikke en nem kamp. Begge hold ønsker at kvalificere sig, men vi fokuserer på os selv og vil gøre alt for at vinde kampen. Vi vil have flere kampe i Europa, siger Beni.
Stanley Iheanacho supplerer:
– Jeg tror på, at det bliver en rigtig god kamp. For mig personligt er det her en stor kamp, og det handler om at bruge hvert eneste minut til at vise, hvad man kan. Vi skal videre til næste fase, fordi det vil betyde flere kampe og flere store oplevelser.
FC Midtjylland har kun tabt to kampe i Europa på eget græs siden august 2025. Hjemmebanen kan blive altafgørende for det videre avancement, fortæller de to holdkammerater:
– Det er altid specielt at spille på hjemmebane i Europa. Man har et helt stadion i ryggen, og det er de her kampe, der gør, at man ønsker at kvalificere sig – for at få flere af den slags aftener, siger Beni.
– Jeg er enig. Vi er blevet skubbet frem på hjemmebane her i starten af sæsonen. For mig er det en drøm at være en del af, fordi jeg har spillet på akademiet og dengang håbet på, at jeg en dag ville stå inde på banen. Det er stort for mig, hver gang jeg træder ind på MCH Arena, siger Stanley Iheannacho.
Relationen kom til udtryk
Både Stanley Iheanacho og Djé Beni indtog en hovedrolle søndag med henholdsvis mål og assist i Lyngby.
– Det var min første assist i FC Midtjylland, så det var vigtigt. Og at det lige var til Stanley, gør det selvfølgelig endnu mere specielt. Jeg er glad på hans vegne, og nu håber jeg bare, vi kan fortsætte, siger Beni.
Stanley Iheanacho fortæller, at målet var et eksempel på den relation, de to spillere har med hinanden efter to sæsoner side om side i C.D. Mafra.
– Vi er vant til det. Vi forstår hinanden og har spillet sammen i to år i Mafra. Han (Beni, red.) kender alle mine bevægelser; hvor jeg vil have bolden, og hvor hurtig jeg er. Det var fedt at score i Superligaen også, og jeg håber bare på, at det her er starten, siger Stanley Iheanacho, som har scoret i de seneste to kampe.
Der er kickoff kl. 19.00 på MCH Arena, og du kan købe billetter til opgøret her.