Herreholdet

Mads Bech forud for endnu et ligaspil: Aftener man husker

Den 27-årige forsvarsspiller kan se frem til sit tredje ligaspil på stribe. Nu er jagten sat ind på nye store oplevelser på den europæiske scene.

28/08/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland er i Conference League-ligafasen efter 4-1-sejr i Kroatien og samlet 6-1-avancement mod HNK Rijeka.

Særligt i 2. halvleg på Stadion Rujevica sprudlede midtjyderne, og det vakte glæde hos Mads Bech efter slutfløjt.

– Fra 2. halvlegs start er vi kyniske. Vi scorer to mål tidligt, og det er nogle gange den kynisme, du skal have i Europa for at lukke kampene ned. Man kunne tydeligt mærke, at deres energi faldt til jorden, og vi fik et ekstra overskud, siger den erfarne forsvarsspiller.

Nu venter FC Midtjyllands sjette europæiske hovedturnering på syv år – og i Mads Bechs tilfælde den tredje i træk.

Med sidste sæsons succes in mente er forventningerne og ambitionerne igen store.

– Det er gode oplevelser og sjove kampe, man spiller. Det er altid specielt at konkurrere i Europa og møde nogle af de bedste hold derude fra de forskellige europæiske ligaer med forskellige spillestile. Det er nogle af de aftener, man husker – særligt når det går godt.

– Vi er et godt sted og hører til i de europæiske turneringer. Nu havde vi en rigtig flot kampagne sidste år, og nu jagter vi endnu en flot kampagne i år. Vi har blod på tanden, og selvom vi ved, der venter modstand fra mange dygtige hold, går vi efter noget stort, siger Mads Bech.

Imponerende udebane-statistik

Torsdag blev en flot europæisk udebanestatistik udbygget, idet man nu har vundet otte af de seneste 11 kampe på fremmed græs i Europa. Kun to nederlag er det blevet til mod henholdsvis AS Roma samt Besiktas, hvor man imod sidstnævnte spillede det meste af kampen i undertal.

Men hvad er hemmeligheden bag succesen?

– Jeg tror nogle gange, det er svært for hold i Europa at håndtere den måde, vi gerne vil spille på. Jeg tror, vi overrasker mange europæiske hold, idet vi ikke går på kompromis med vores spillestil bare fordi, vi spiller på udebane.

– Vi er aggressive, går mand-mand og går højt. Det, tror jeg, nogle gange godt kan falde ud til vores fordel, at vi holder os til det, vi gerne vil, forklarer Mads Bech.

Dansk succes glæder

Hele fire danske klubber er kvalificeret til Conference League-ligafasen, og den nyhed glæder Mads Bech.

– Det er utroligt godt for dansk fodbold, og det skal vi være stolte af. Det er vigtigt i forhold at sikre flere koefficientpoint og ryge endnu højere op på ranglisten.

– Det gør, at vi forhåbentlig står endnu bedre de næste mange sæsoner i forhold til at være sikre på de forskellige ligaspil og ikke have en lige så lang vej. Det er kun positivt.

Der er lodtrækning til Conference League-ligafasen fredag kl. 13.00 dansk tid.