Herreholdet

Reaktioner efter uafgjort på JYSK Park

Rasmus Nissen Kristensen og Mike Tullberg sætter ord på det ene point på JYSK Park, der kom efter mere end en halv time i undertal.

30/08/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det endte 1-1 i Silkeborg, selvom der var chancer til mere i begge ender. FC Midtjylland måtte spille en mand i undertal i mere end 30 minutter som følge af et rødt kort til Julius Emefile på et tidspunkt, hvor man allerede var bagud.

– Jeg synes, vi håndterer undertallet fremragende. Kampen som helhed, særligt de første 20 minutter, kunne have været bedre, men efter de første 20′ synes jeg, vi sidder på det – også efter vi er nede en mand, siger anfører Rasmus Nissen Kristensen og fortsætter:

– Vi har nogle store chancer for at score, men med det kampforløb, vi selv skaber, og de ting, som sker undervejs, kan vi godt være tilfredse med det ene point.

– Vi har nogle chancer, vi simpelthen skal score på. Men vi fik samlet op på den dårlige start, står sammen i de hårde perioder og får et point. Det er det, vi må tage med en dag som i dag.

Cheftræner Mike Tullberg følger op.

– De første 15-20 minutter var alt for dårlige. Vi var passive og spillede uden energi. Men derefter synes jeg, vi kom igen i kampen, og i slutningen af 1. halvleg var vi berettiget til at score.

– Vi prøvede at spille endnu mere offensivt i 2. halvleg. Og så skal holdet have kæmpestor ros for med ti mand at skabe de chancer, der skal til, for at vinde kampen.

– Jeg har sagt til spillerne, at de skal tage med, at vi får kæmpet os til et point – vi har fortsat kun tabt en udekamp i 2026 fordelt over tre turneringer. Det ændrer dog ikke på, at det, vi lavede, de første 15-20 minutter ikke var okay. Men det var rigtig flot, det vi leverede ti mod 11, siger Mike Tullberg og hæfter sig blandt andet ved en xG på 2,50 over for SIF’s 1,11.

Nu venter et par dage på træningsbanen, inden AGF er modstanderen på Ceres Park Vejlby onsdag aften kl. 20.00.