Herreholdet

Lederen Rasmus Nissen Kristensen: Inspiration, udvikling og hjemkomsten til FC Midtjylland

Hjemvendte Rasmus Nissen Kristensen har overtaget anførerbindet i FC Midtjylland, og selvom han ikke tidligere har været fast anfører på seniorniveau, brænder den 29-årige Brande-dreng for at lede.

13/11/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Denne artikel er en del af FC Midtjyllands sæsonmagasin 2026/27. Vi udgiver i den næste periode en række artikler som en smagsprøve på noget af det, du kan læse i magasinet. Dette interview er foretaget i sommer, men rummer fortsat masser af aktualitet.

FC Midtjylland udkommer med magasin for 2026/27-sæsonen

Han er hjemme – ikke for at fejre fortiden, men for at forme fremtiden.

Der var mange midtjyske hænder i vejret, da disse linjer kunne læses på FC Midtjyllands sociale medier den 30. juni, hvor Rasmus Nissen Kristensen blev præsenteret som ny mand på heden.

Efter ti år i det store udland vendte den danske landsholdsspiller hjem, hvor det hele startede. Kort tid efter overtog han også anførerbindet og trådte helt naturligt ind som en af de ubestridte ledere hos de danske guldbejlere.

– Det er underligt det der med at være startet på arbejde igen, men ikke skulle væk fra Danmark. Jeg har forbundet Danmark med sommerferie i mange år. Så det har været lidt spøjst, men det er også bare dejligt, indleder Rasmus Nissen Kristensen – i daglig tale blot ’NK’.

Han er blevet bekræftet i den kvalitet, han også har fulgt med i fra afstand – og oplevede på egen krop i november 2024, da Frankfurt gæstede MCH Arena.

– Jeg synes, vi har en god og ung trup. Det virker til at være en homogen gruppe, som har en god balance i forhold til både noget internationalt og dansk erfaring. Jeg tror, det er ret ideelt, hvis vi formår at balancere det rigtigt.

Anfører fra dag ét

Det blev tidligt meldt ud, at ’NK’ var ny anfører i FC Midtjylland. Lynhurtigt blev det ham, der tog ordet, når spillertruppen skulle informeres om diverse på sommerens træningslejr i Wales, eller når det var tid til interviews på tv før og efter holdets kampe.

– Det er det, der er så underligt. Jeg har brugt så mange år af mit liv i FC Midtjylland, så for mig føles det ikke som en ny klub. Selvfølgelig har det været en lille smule spøjst at skulle stå med ansvaret, samtidig med at man er i gang med at lære folk at kende, fortæller han.

– Jeg prøver stille og roligt at finde min vej ind i det. Når jeg ved, hvordan folk er, og hvordan de bedst tager imod vejledning, kommer jeg også til at skrue op for de ting, jeg er bedst til, og som jeg mener, der kan ændres på.

– Men jeg kommer ikke ind og skal revolutionere noget – jeg kommer selvfølgelig ind for at sætte mit præg på tingene, og jeg tænker også, det er derfor, jeg har fået det ansvar, jeg har. Jeg er klar til at give alt af mig selv i den her rolle, lyder det.

Klar til at omfavne rollen

’NK’ har båret bindet flere gange på sin europæiske færd de seneste ti år, men det har alle gange skyldtes, at den normale anfører har været fraværende. Han har ikke selv stået øverst på listen med bindet om armen siden U19-tiden i FC Midtjylland.

Ikke desto mindre er han klar til at omfavne og lede en gruppe fuld af diversitet.

– De unge, der kommer op, skal vide, det er et trygt sted, men at det heller ikke er gratis at være her. Der er fuld opbakning, men kun hvis man også giver alt, man har.

– Det gælder for alle, men det er jo ikke på samme måde noget, man behøver at lære en 27-årig, der har været her i flere år.

– Samtidig kan man måske godt være endnu hårdere over for dem, der har været her i længere tid, fordi forventningerne også er større. Jeg forventer også, at mine medspillere kræver og forventer meget af mig – ligesom jeg gør af mig selv, siger ’NK’.

Hvordan forholder du dig til at skulle være leder for en så stor gruppe af forskellige nationaliteter?

– Først og fremmest er der en sprogbarriere og en måde at tænke på, der kan være anderledes. Men det er noget, jeg har været vant til i otte-ti år. Jeg har selv været udlænding i fem forskellige lande, og fodbold er blevet så internationalt og med stor diversitet. Sådan er det, når man har mange dygtige kvalitetsspillere, så det er kun positivt.

– Han syntes, jeg var pisseirriterende

Med hjemkomsten til FC Midtjylland florerer også mange billeder og videoer fra en mere end ti år yngre ’NK’, der kom op i førsteholdstruppen som 18-årig.

Adspurgt til, hvad den 29-årige Rasmus Nissen Kristensen ville tænke om sig selv som en daværende ung fremadstormende højre back, fortæller han:

– Det er sjovt, for du burde spørge ’Duncan’ (Morten Rasmussen, assistenttræner og daværende holdkammerat, red.) om, hvordan han husker mig, da jeg kom op. Han har fortalt mig, at han syntes, jeg var pisseirriterende. Sådan har jeg aldrig tænkt det.

– Jeg har altid anset mig selv som værende ydmyg, stille – når jeg ikke var på banen – rolig og måske lidt benovet. ’Duncan’ har et helt andet indtryk. Det er meget sjovt at høre, at han syntes, jeg var pisseirriterende.

Men folk må gerne have store armbevægelser, når de kommer op på førsteholdet i FC Midtjylland anno 2026, siger den nye anfører:

– Jeg synes, det er fedt, når spillere har karakter. Det skal der være plads til. Man må være ligesom, man vil, så længe man giver alt, man har.

Forventninger lig med skulderklap

I sidste sæson vendte en anden dansk landsholdsspiller, Philip Billing, hjem til FC Midtjylland med store forventninger på sine skuldre. Den centrale midtbanespiller levede op til dem og spillede sig blandt andet på flere danske mediers ’Årets Hold’ i 3F Superliga.

Nu er der store forventninger til en ny hjemvendt landsholdsspiller i form af Rasmus Nissen Kristensen.

– Pres er et vilkår, når man spiller fodbold. Jeg har prøvet mange andre situationer, hvor presset udenom har været langt større. Forskellen den her gang er måske, at der er nogle flere øjne på mig rent individuelt. Det er jeg fuldt bevidst om, og man må ikke glemme, at det er fordi, man har gjort det godt. Forventningerne er et skulderklap.

– Men det vigtigste for mig er ikke mig selv. Det er at vinde fodboldkampe med FC Midtjylland. Det har jeg tænkt mig at hjælpe til med ved at være den bedst mulige udgave af mig selv.

– Jeg er meget realistisk omkring mig selv. Jeg ved nøjagtigt, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Jeg er ikke nogen supermand, men det, jeg kan, har jeg tænkt mig at bidrage med, fortæller han.

Interviewet med Rasmus Nissen Kristensen er endnu længere i sæsonmagasinet, hvor du blandt andet også kan læse om samarbejdet med viceanfører Mads Bech, mens ‘NK’ til slut sætter ord på fem af de største ledere, han har spillet sammen med i karrieren.

Du kan læse hele sæsonmagasinet på linket nedenfor.

Læs sæsonmagasinet