Denne artikel er en del af FC Midtjyllands sæsonmagasin 2026/27. Vi udgiver i den næste periode en række artikler som en smagsprøve på noget af det, du kan læse i magasinet.
FC Midtjylland udkommer med magasin for 2026/27-sæsonen
Min skade opstod i slutningen af 2022, da jeg brækkede mit ben. Jeg fandt ud af, at jeg havde en nerveskade, hvor knoglen havde skåret en nerve over, da intet hjalp på smerterne. Jeg blev henvist til en nervelæge i Aarhus, som fik lokaliseret nerven, men han fortalte også, at der ikke var noget, de kunne gøre mod smerten.
Så lukkede jeg fuldstændig ned.
Det her er min fortælling.
Jeg hedder Jacob Henriksen, jeg er 21 år, og kommer fra Bording. I dag arbejder jeg i Jyllands Park Zoo. Jeg sælger billetter, laver is, står i kiosk, kører tog i parken og trækker både rundt. Der er lidt forskelligt at lave. Hver dag er i hvert fald ikke ens, og det kan jeg godt lide.
Det er noget af en forskel fra, hvor jeg var for nogle år siden.
Det, at nervelægen dengang sagde, at der ikke var noget at gøre mod smerten, gjorde, at jeg tog fem skridt tilbage. Jeg skulle altså leve med smerten resten af mit liv. Det kunne unge-Jacob ikke håndtere.
Et farvel til livet før skaden
Frem til jeg var 16 år, var jeg aktiv og kunne ikke sidde stille. Pludselig kunne jeg hverken gå eller stå. Jeg kunne ikke længere cykle med mine venner, hoppe på trampolin med dem eller sågar bare gå en tur med dem. Det havde en stor effekt på det mentale for mig.
Jeg kunne ikke få mig selv ud af huset. Jeg blev mere og mere indelukket og snakkede med færre og færre mennesker. I virkeligheden sad jeg bare.
I februar 2025 talte jeg med min jobkonsulent på kommunen, som tilbød mig at starte på ”Sammen går vi på banen”-forløbet hos FCM Samfund. Tanken var, at jeg skulle ud af mit hjem og måske kunne de hjælpe mig med at komme i arbejde igen.
”Sammen går vi på banen”-forløbet
Jeg startede med at være på forløbet én gang om ugen.
Vi sad samlet en håndfuld mennesker sammen i et lokale, hvor der også var en kontaktperson, som forklarede nogle ting. Vi havde nogle pauser ind imellem, men ellers sad vi bare og snakkede og hyggede os i to timer ad gangen. Vi plejede at slutte af med at spille et spil eller to.
Man kunne også blive dernede og spise frokost, men det var frivilligt.
Det hjalp mig meget. Jeg havde brug for at komme ud blandt mennesker igen, fordi jeg var både deprimeret og havde angst. Jeg havde brug for at gøre noget for mig selv – især for mit mentale helbred.
Der har været mange mennesker inde over mit forløb, som alle hjalp mig – både fysisk og psykisk.
Jeg havde også en anden jobkonsulent gennem forløbet, for sidst jeg havde et arbejde, var jeg 16 år gammel, så jeg havde ikke forstand på at lave et ordentligt CV eller skrive en god ansøgning. Det var rart at få den hjælp og blive taget i hånden.
En svær tid
Men jeg har bestemt også haft ups and downs gennem forløbet.
På et tidspunkt havde jeg et fuldstændig mentalt nedbrud. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Gødstrup, for jeg kunne slet ikke noget. Derfor var jeg også nødt til at holde en pause på forløbet hos FCM Samfund, indtil jeg var nogenlunde på benene igen, og så startede jeg langsomt op igen.
Jeg tog det meget ét skridt ad gangen. Jeg var lukket inde i mig selv igen, da jeg kom tilbage. Det var et totalt reset i mit hoved, så jeg følte, at jeg startede forfra.
En håndfuld af dem, som jeg kendte fra forløbet inden, var der stadig. Det var virkelig rart med nogle velkendte ansigter, da jeg skulle tilbage.
Min kontaktperson, Stine Vistisen Månsson, har også hjulpet mig meget. Hun tog sig tid til at snakke med os til individuelle møder om vores personlige udvikling. Hvis jeg havde en svær dag, så hjalp det at få snakket med hende og have muligheden for at træde et skridt tilbage og bare være mig selv.
Alle os kandidater på forløbet har jo vores årsager til at være der. Vi har været meget forstående over for hinanden, og vi har alle vores svære dage, sådan er det bare.
Næste skridt i udviklingen
Jeg fik mulighed for at prøve forskellige arbejdspladser af. Jeg har blandt andet stået i bageren i Bilka og været i Føtex. Vi har også været på flere virksomhedsbesøg.
Jeg havde ikke selv nogen ingen idé om, hvad jeg ville, eller hvad jeg kunne holde til, men så fandt min jobkonsulent i FCM Samfund et arbejde til mig i Jyllands Park Zoo.
Det startede med én dag, så gik jeg op til to, så tre, og sådan fortsatte det. Nu er jeg nået op på fem dage om ugen. Deres forståelse for min situation har virkelig hjulpet meget – også til at være modig nok til at prøve flere dage af i streg.
På den anden side af forløbet
Jeg døjer stadig med smerter i mit ben, men jeg har lært at håndtere det – også på arbejde. Jeg har fundet mine metoder til at aflaste, og fundet ud af, hvad jeg kan holde til – både fysisk og mentalt.
Det har været en lang proces. Det nærmer sig fire år, men nu kan jeg varetage et arbejde, og det er et stort skidt for mig.
Jeg hører stadig den samme hårde besked i hovedet fra nervelægen, men jeg er indforstået med, at det nok er sådan, det kommer til at være resten af mit liv.
Jeg har fået metoder til at hjælpe mig, og jeg har fået glæden ved tilværelsen tilbage.
Glæden ved hverdagen
Det bedste ved mit arbejde i Jyllands Park Zoo er nok mine kollegaer, men også når jeg står i tivoliet med alle de smilende og glade børn – det smitter på humøret.
Med det, som jeg har været igennem nu, vil jeg råde dem, som får tilbudt forløbet, til at sige ja. Jeg vil også råde dem til at åbne op, særligt til den kontaktperson, som kommer til at følge dem gennem forløbet – også selvom det er svært i starten.
Der kommer nogle bump på vejen. Nogle gange tager man et par skridt tilbage, men så kan man også langsomt begynde at tage nogle skridt frem igen. Det er vigtigt at huske.
Jacob.
