Herreholdet

17-årige Frederik Vestergaard fik debut i pokalsejr: En kæmpe drengedrøm

Frederik Vestergaard fik torsdag aften debut for FC Midtjyllands førstehold, da midtjyderne vandt 7-0 over Sundby Boldklub i Pokalen. Efter kampen satte han ord på oplevelsen og den drøm, han har haft, siden han var lille.

11/09/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Torsdag aften fik flere nye ansigter i FC Midtjylland debut.

Martinez: Det var en god debut

Den nyindkøbte David Martinez, den hollandske keeper Nordin Bakker, men også 17-årige Frederik Vestergaard, som har taget turen fra Skjern GF, til akademiet og nu fået debut på førsteholdet.

Det var en stor oplevelse for den unge midtbanespiller.

– Det er helt surrealistisk, og det er kæmpestort. Det har været min drøm, siden jeg var lille, så i dag er det en drengedrøm, som går i opfyldelse. Det betyder virkelig meget, fortalte han efter kampen.

Frederik Vestergaard blev dermed debutant nummer 84 fra FC Midtjyllands akademi, men inden han blev en del af akademiet, spillede han i samarbejdsklubben Skjern GF. Han fremhæver det som en vigtig del af sin vej mod, hvor han står i dag.

– Jeg har jo været gennem Klubsamarbejdet, hvor jeg startede i Skjern og senere var en tur i Esbjerg. Det var en god start for mig. Nu har jeg spillet på U17 og U19 her i FC Midtjylland, og det har jeg været virkelig glad for, og jeg har lært og lærer fortsat utrolig meget.

– At få chancen her i dag med førsteholdet på den store scene, det betyder det hele, lød det fra en smilende Frederik Vestergaard.

For ham blev pokalkampen i Sundby et synligt bevis på, at de mange timer på træningsbanen og i ungdomsfodbolden kan føre hele vejen til førsteholdet – og til drengedrømmen.

Næsen i sporet og klare ambitioner

Selvom debuten i sig selv er en flot milepæl, er øjnene allerede rettet mod de næste mål.

– Det er kæmpestor motivation til at blive ved med det hårde arbejde og forhåbentlig få flere chancer. Forhåbentlig var det starten og én af mange gange, men jeg ved også, at det netop kræver virkelig hårdt arbejde, så ja, det er bare en kæmpe motivation, sluttede han af.

Efter gårsdagens 7-0-sejr i Betano Pokalen er FCM videre til turneringens 4. runde.

På mandag spiller FC Midtjylland på MCH Arena, når Brøndby IF gæster i 3F Superliga. Hvis du skal med på stadion, kan du sikre din billet via linket nedenfor.

Billetinfo: FCM v BIF