FC Midtjylland Kvindefodbolds A-Liga- og U19-hold besøgte tirsdag aften ti af FC Midtjyllands samarbejdsklubber, hvor de gennemførte en træning med fokus på det gode holdkammeratskab. I Tjørring IF var Maria Herdel, Andrea Jeppesen, Lærke Mølholm og Ida Tranberg Hougaard, som tidligere har spillet i Tjørring, på besøg.
– Vi har glædet os til at være jeres holdkammerater i aften. Holdkammerater er nemlig noget af det bedste ved fodbolden. De gør det lettere og sjovere at gå til fodbold og er der både i medgang og modgang, indledte Maria Herdel besøget i Tjørring IF.
Hos Tjørring IF var der begejstring for besøget fra FCM-kvinderne.
– Det var fantastisk at se, hvordan vores unge piger så op til kvinderne. At give vores piger i klubben sådan en oplevelse som i aftes var noget helt særligt, som de sent vil glemme. Det gjorde særligt indtryk, at Ida selv har været i klubben og nu er i FCM. Bamserne var prikken over i’et og kommer nu til at sidde på værelser rundt omkring i Tjørring til minde om træningen, siger børneudviklingstræner i Tjørring IF Channie Rokkjær.
De fidusbamser, Channie refererer til, havde FCM-spillerne med til deres nye holdkammerater som tak for en god træning. Fidusbamserne blev lavet i samarbejde med FC Midtjylland Kvindefodbolds hovedsponsor itm8.
– Vi vil gerne sige tak for, at vi måtte være jeres holdkammerater i aften. I har været virkelig gode, og vi håber, I vil huske på, at I altid har nogle holdkammerater hos os, fortalte Andrea Jeppesen og Maria Herdel deres 50 nye holdkammerater fra Tjørring IF.
Ud over Tjørring IF var FCM på besøg hos Bording IF, Hanstholm IF, Herborg UF, Mejrup GU, Snejbjerg SG&I, Spjald IF, Sunds IF, Tangsø FS og Tarm IF.
Alle 330 nye holdkammerater er inviteret til at komme på banen med FCMs A-Liga-hold inden kampen mod F.C. København på MCH Arena søndag den 27. september kl. 13.00.
