Herreholdet

Diao skulle ikke have spillet fuld tid, men ofrede sig for holdet

Den senegalesiske stopper fik sæsondebut med 90 minutter og en flot præstation mod F.C. København oven på en lang skadespause.

12/10/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Ousmane Diao er tilbage efter tre måneder på sidelinjen. Den 22-årige forsvarsspiller blev skadet i sommerens sidste testkamp, men søndag gjorde han comeback med fuld spilletid i 2-1-sejren over FCK.

– Jeg har det virkelig godt. Det var en hård kamp, min første i lang tid, men jeg var klar til at ofre mig for holdet og hjælpe til med at sikre de tre point, indleder Ousmane Diao.

Han skulle egentlig kun have spillet omkring 70 minutter, men endte med at være på banen i hele kampen.

– Jeg vidste godt forinden, at jeg måske ikke var klar til 90 minutter, men der var brug for det – vi skulle have de tre point, og jeg kunne godt se undervejs, at det ville være en god idé, hvis jeg ofrede mig.

– Selvfølgelig var jeg træt til sidst, men det handler alt sammen om det mentale. Jeg følte mig klar i hovedet og kan stå her bagefter og glæde mig over, at jeg gav alt.

Nærmer sig topformen

Hvor tæt vil du vurdere, du er på at ramme din topform efter så lang tid ude?

– Problemet var kun den første kamp (testkampen mod Fredericia sidste weekend, red.). Nu har jeg spillet 90 minutter uden smerte, og jeg tror på, at jeg i de kommende kampe igen er klar til at give alt.

– Selvfølgelig er jeg ikke på hundrede procent – jeg har kun trænet med holdet i to uger, men hvis jeg fortsætter sådan her, vil jeg være tilbage på min top om nogle uger, siger Ousmane Diao.

Sejrens perspektiver

FCM-stopperen ser gode perspektiver i sejren, der bringer holdet op på 14 kampe uden nederlag og med overskuelig afstand til førstepladsen i 3F Superliga.

– De var foran med fem point, men nu har vi fået det barberet ned til to. Det var virkelig vigtigt med den her sejr, og nu skal vi bare fortsætte.

– Det er altid fedt at spille mod dem (FCK, red.). Det er et stort hold med gode spillere – men vi er det samme, og det var endnu en sjov aften at spille fodbold.

12.041 fans så med fra lægterne. Det er ny all-time tilskuerrekord på MCH Arena.

– Fantastisk opbakning. Når du spiller de her topkampe, kan støtten udefra betyde det sidste. Vi er meget taknemmelige og glæder os allerede til den næste kamp foran fansene, siger Ousmane Diao til slut.

Flere hjemmekampe i vente

Nu venter to vigtige udekampe mod henholdsvis KF Egnatia og Viborg, inden vi igen er tilbage på MCH Arena mod belgiske Sint-Truidense VV samt Lyngby BK.

Du kan allerede nu sikre dig adgang til de to kampe på hjemmebane i uge 43.

Billetsalgene til STVV og LBK