En af sæsonens vigtigste kampe venter mandag aften, når Viborg FF tager imod FC Midtjylland.
For Kjell Wätjen bliver det også det første møde med det midtjyske derby. En kamp, der på mange måder er noget særligt både for spillere og fans, og som den tyske midtbanespiller ser meget frem til at opleve.
– Et derby er så vigtigt, og det betyder så meget. Jeg kender det selv fra Tyskland, og jeg husker det som noget af det bedste.
– Uanset hvad der sker, så er det sådan en kamp, som man bare ser utrolig meget frem til i løbet af sæsonen, siger Kjell Wätjen forud for mandagens opgør.
I de tidligere 44 midtjyske derbys i ligaen er det blevet til 17 sejre til FC Midtjylland, 20 uafgjorte og syv nederlag.
– Vi kommer for at give alt, hvad vi har, og vi vil som altid arbejde for at vinde, siger Kjell Wätjen om det 45. opgør mellem de to mandskaber.
Fansene gør forskellen
Et derby handler ikke udelukkende om det, som sker på banen.
Stemningen på tribunerne er i høj grad med til at gøre disse kampe til noget helt særligt, og derfor er forholdet mellem spillere og fans noget, der betyder meget for den unge midtbanespiller.
– Man går på banen og kan se fansene stå klar på tribunerne – det er bare noget helt særligt. Det er en glæde, som kan være svær at sætte ord på. De har vores ryg, og de giver alt, hvad de har, for os, fortæller han.
Den opbakning er ifølge Kjell Wätjen en vigtig del af oplevelsen som spiller. Følelsen af at have fansene bag sig kan give holdet noget ekstra – og måske sikre en sejr.
– Det er en god følelse, og man kan regne med dem, uanset hvad der sker. Det gør så stor en forskel, når man har fansene med sig. Man kan virkelig mærke det.
Det bliver på udebane, at Kjell Wätjen for første gang skal stifte bekendtskab med både stemningen og intensiteten i det midtjyske derby.
Og selv om han forventer en svær kamp, glæder han sig til at opleve det, som der bliver talt så meget om i klubben.
– Jeg har ladet mig fortælle lidt om det. Det bliver helt klart svært, men det bliver sjovt at opleve, og jeg glæder mig, slutter han af.
Køb billet til opgøret
Kampen bliver fløjtet i gang kl. 19.00 på Energi Viborg Arena, og vises på TV 2 Sport X og TV 2 Play. Hvis du ønsker at tage turen til Viborg og mærke stemningen på stadion, kan du sikre din billet nedenfor.