En vigtig 2-1-sejr i Viborg og á point med F.C. København i toppen af 3F Superliga. Der er nok at smile af tirsdag formiddag på en uge, hvor der venter to yderligere kampe.
Nedenfor dykker vi ned i fem ting, vi bemærkede fra gårsdagens derby-sejr.
De rutinerede slog til
1. halvleg var en tæt affære, og cheftræner Mike Tullberg indrømmede også efter kampen, at han ikke var tilfreds med det, man formåede at sætte sammen i de første 45 minutter.
Men det skal vi love for, at der blev ændret på efter pausen. Og her steppede særligt Rasmus Nissen Kristensen og Philip Billing op med målene til henholdsvis 1-0 og 2-1. Førstnævnte kunne også være kommet yderligere på måltavlen, men en flot refleks fra værternes Kasper Killerich forhindrede endnu en scoring.
Det ændrer ikke på, at de to rutinerede herrer med sammenlagt 44 A-landskampe på CV’et blev udslagsgivende for de tre point.
Billing topper assist-listen
Mere om gårsdagens matchvinder. Ikke nok med, at den 30-årige midtbanespiller flot flugtede den afgørende scoring i hus, så stod han også bag assisten til 1-0-målet.
Det betyder, at Philip Billing nu er oppe på fire assists i indeværende 3F Superliga-sæson, og det er faktisk flest af alle i landets bedste fodboldrække. I alt står han noteret for fem målinvolveringer i de første 11 ligakampe.
En lang række aktører står noteret for tre oplæg – heriblandt Friday Etim.
Flotte akademi-indhop
Mike Tullberg og co. var nødsaget til at foretage en ændring tidligt i 1. halvleg, da Denil Castillo udgik. Ind kom Sofus Johannesen, mens pauseteen bød på endnu en ny akademist i form af Julius Emefile.
Og de to tidligere akademispillere gjorde sit for, at FCM overtog momentum i opgørets sidste 45 minutter. Førstnævnte var stærkt involveret i 2-1-målet, da han udfordrede på venstresiden og chippede bolden ind i det lille felt, inden den blev clearet og endte for fødderne af Philip Billing.
– Det er en helt vild følelse. Jeg har jo taget turen op gennem akademiet, så det er noget særligt at stå her i dag, når jeg har været i klubben så længe, sagde en stolt Sofus Johannesen på fcm.dk efter slutfløjt.
Fansenes vokal
1.300 FCM-fans på en fyldt away-tribune. Støtten var ikke til at tage fejl af mandag aften.
Og det blev også bemærket inden for kridtstregerne. Førnævnte Sofus Johannesen lagde stor vægt på fansenes vokal efter slutfløjt, mens også Mike Tullberg brugte dele af sin nedtakt med den fremmødte presse på at sende roser afsted til de mange medrejsende.
– Stor ros til vores fans. De viste opbakning til vores træning dagen før kampen, og med vokalen i anden halvleg følte jeg faktisk, at det var en hjemmekamp.
– Det gør mig stolt, og det var en af grundene til, at jeg løb ned til dem igen, for jeg synes dæleme, at det er imponerende (…). Kæmpe cadeau til dem, sagde Mike Tullberg.
Den ubesejrede stime fortsætter
Gårsdagens sejr betyder også, at FC Midtjylland nu øger stimen af ubesejrede kampe til 16 styks.
Ikke siden 2-0-nederlaget til Besiktas den 30. juli har man forladt banen som tabere, og man er fortsat det eneste ubesejrede hold i indeværende 3F Superliga-sæson.
Men der er ikke meget tid til at smile over den vigtige sejr over Viborg, for allerede på torsdag venter belgiske Sint-Truidense i Conference League-ligafasen, inden Lyngby søndag er modstanderen i den hjemlige liga. Begge kampe spilles på MCH Arena.