Philip Billing er kåret til månedens bedste spiller for oktober i 3F Superliga.
Det er blevet til fuld spilletid i samtlige ligakampe med lutter sejre over henholdsvis F.C. København, Viborg og Lyngby. Undervejs er det blevet til to mål og en assist – heriblandt et matchvindermål i det midtjyske derby.
– Vi skal fortsætte
FCM-profilen fik tidligere i dag overrakt prisen af sin holdkammerat Rasmus Nissen Kristensen:
– Den her fyr er, ifølge mig, den bedste spiller i Superligaen. Han har båret os på sine skuldre med sine præstationer den seneste måned – vi er ubesejret og ligger nummer et. Det er helt fortjent, at Billing er Månedens Spiller, sagde ‘NK’.
Philip Billing selv takker for prisen, men hans smil er størst over den periode, som holdet i øjeblikket oplever med en 1. plads i 3F Superliga og 13 kampe som ubesejrede.
– En dejlig anerkendelse, men det vigtigste er jer, drenge. Vi skal fortsætte, og det her betyder ikke noget – det, der betyder noget, er, at vi har hinanden, bliver ved med at vinde kampe, står sammen og fortsætter med at blive bedre.
– Jeg tror på, at vi har gode muligheder for at vinde noget i den her sæson, sagde Philip Billing.