For anden gang i FC Midtjyllands historie ventede et europæisk opgør på irsk grund. Sidst, i juli 2017, sejrede midtjyderne med 4-1 over Derry City.
Nu ventede den aktuelle 3’er i den irske Premier Division, Bohemians F.C., på et velbesøgt Tallaght Stadium i Conference Leagues 3. kvalifikationsrunde.
Valdemar Byskov stod for opgørets første mulighed. Efter tre minutter tog den formstærke offensivspiller et træk ind i banen og tvang Paul Girard-Walters ud i en parade.
Det var fra første fløjt tydeligt, at der var tale om en stor kamp for hjemmeholdet. Hver eneste gang, de rødblusede spillede sig frem til blot en halv mulighed, steg lydniveauet hos de 6.000 fremmødte tilskuere.
Lidt over 20 minutter inde opstod den første Bohemians-mulighed. Rasmus Nissen Kristensen missede sit indgreb, og det igangsatte en kontra på venstresiden. Afslutningen var udemærket, men Elias Olafsson hev en god redning op af ærmet.
Efter 28 minutter viste FCM-offensiven sin kvalitet i den modsatte ende. Sofus Johannesen, som lagde fornuftigt ud på en uvant position på højre back, smed et fladt indlæg i feltet, som blev clearet direkte i fødderne på Franculino – og sådan en mulighed misser sidste sæsons 3F Superliga-topscorer ikke. 0-1 til FCM.
Der blev foretaget tre FCM-ændringer i pausen, men det skabte ikke den ønskede effekt fra starten af 2. halvleg.
Efter knap 60 minutter begik Denil Castillo straffespark efter et for sent indgreb i feltet. De efterfølgende billeder viste dog, at Bohemians-spilleren befandt sig i en offside-position, hvorfor kendelsen blev underkendt.
I stedet blev det 0-2 et kvarter før tid. Valdemar Byskov tog sig af et frispark på feltkanten, og det var guf for den tidligere akademispiller, som uden problemer curlede kuglen over muren og ind bag Paul Girard-Walters. Et flot mål.
Mere skete der ikke på en aften, hvor resultatet bestemt kan bruges. Nu venter en uges kamppause, inden Bohemians igen er modstanderen på MCH Arena.