Oddset Pokalen
torsdag 17/12 kl. 20:15
Parken
FCK F.C. København
J. Stage (9")
6:7
FCM FC Midtjylland
S. Kaba (3")

FCM avancerer efter straffespark i Parken

120 minutters pokalfodbold endte i straffesparkskonkurrence, hvor midtjyderne trak det længste strå og vandt 7-6 over F.C. København.

For fjerde uge i træk stod den på midtugekamp for FC Midtjylland.

Denne gang var det ikke Champions League ude i Europa, men i stedet hed modstanderen F.C. København i Sydbank Pokalen.

Opgøret begyndte 20.15 i støvregn i Parken med to mandskaber i noget nær stærkeste opstilling. Pione Sisto var tilbage i midtjydernes startopstilling, mens Gustav Isaksen og Daniel Høegh også fik chancen fra start.

Det var ikke tale om nogen kedelig start. Allerede i kampens første minut erobrede Frank Onyeka bolden og overlod den til Evander, som sendte den i dybden til selvsamme Onyeka.

Han blev nedlagt i feltet af keeperen, og dommeren pegede på pletten. Sory Kaba eksekverede sikkert straffesparket med et fladt spark i højre side.

En fremragende start i Parken, men føringen holdt ikke længe. Inden stadionuret rundede ti minutter fik FCK nemlig udlignet i en mærkværdig situation. Frank Onyeka clearede bolden ind på Jens Stage, hvorefter bolden strøg i mål.

Generelt var det en livlig indledning på opgøret med højt tempo i begge retninger. FCM-spillerne fandt hinanden i mellemrummene flere gange og havde et par fine angreb kort efter udligningen.

Som kampen skred frem, kom F.C. København mere på bolden – uden at skabe voldsomt mange chancer. Efter 37 minutters spil kom der til gengæld en enorm scoringsmulighed til FCM efter et hjørnespark. Daniel Høegh ramte undersiden af overliggeren og var millimeter fra at score.

Kort efter var det Pione Sistos tur til at få en stor chance, men hans afslutning røg over mål.

I tillægstiden af første halvleg fik Bryan Oviedo en enorm chance, men også han formåede ikke at udnytte tilbuddet.

Derfor var stillingen 1-1, da dommeren fløjtede til pause i Parken. Med lidt mere skarphed kunne FCM godt have været foran, så det var naturligvis fokuspunktet til anden halvleg.

I modsætning til første omgang var begyndelsen på anden halvleg noget mere chancefattig, og begge hold var anderledes uskarpe på bolden. Ikke mange opspilssituationer førte til noget nævneværdigt i det første kvarter.

Tempoet og niveauet i spillet fra begge hold faldt en del i det meste af anden halvleg. Måske var det derfor, at det meste af FC Midtjyllands offensiv blev skiftet ud.

Midtjyderne fik nogle omstillingsmuligheder, hvor både Anders Dreyer og Evander kom i gode positioner uden at omsætte det til mål.

Der var ikke mere at berette om en yderst jævn anden halvleg, som ikke udstrålede, at det var Danmarks to bedste hold, som spillede mod hinanden.

Dermed endte den ordinære spilletid 1-1, og spillerne kunne derfor se frem til 2 x 15 minutters forlænget spilletid.

Tendenserne fra anden halvleg fortsatte, og det var to trætte hold, som lignede, at var tilfredse med straffesparkskonkurrence.

Med fem minutter tilbage satte FC Midtjylland sig dog mere igennem og kom frem til to store chancer. Først stod Anders Dreyer fri foran mål, men var for langsom til at afslutte, inden Awer Mabil sparkede på stolpen.

Nærmere kom vi ikke mål i den forlængede spilletid, og derfor skulle det hele afgøres fra 11-meterpletten.

Awer Mabil, Anders Dreyer, Joel Andersson, Erik Sviatchenko og Evander blev valgt som de fem første skytter. De scorede alle sammen, men det gjorde FCK’s sparkere også, så det var videre til sudden death.

Her var det Paulinho, som scorede på sit spark, inden Nikolaj Thomsen brændte. Dermed snuppede FCM sejren på 7-6 efter straffespark.

En dramatisk afslutning på en lang aften i Parken, hvor det heldigvis endte med det rigtige udbytte i form af avancement til kvartfinalen.

Her venter OB på den anden side af nytår.

Expected Goals

Se Expected Goals for begge hold og alle spillere i kampen

F.C. København FCK
6:7
FC Midtjylland FCM

Spillerstatistik

Se kampstatistik for alle spillere i kampen

Heatmap/Touchmap

Se positionering og boldberøringer for alle spillere i kampen

F.C. København FCK
6:7
FC Midtjylland FCM

Holdstatistik

Se kampstatistik for begge hold i kampen

F.C. København FCK
6:7
FC Midtjylland FCM