Et kogende og fyldt MCH Arena lagde søndag aften ramme om noget af en fodboldbasker: FC Midtjylland mod F.C. København i toppen af 3F Superliga.
Mike Tullberg kunne – i en periode med et stort antal skader – glæde sig over comeback til Mads Bech og Ousmane Diao, mens nytilkomne Andreas Maxsø debuterede i FCM-trøjen.
12 minutter inde blev det 1-0 til hjemmeholdet. Philip Billing svang et frispark ind i pandebrasken på Månedens Spiller i 3F Superliga for september, Friday Etim, der dirigerede kuglen flot videre ind bag Diant Ramaj. 1-0.
Etims ligascoring nummer fem i indeværende sæson.
Der var masser af intensitet i Herning, men ikke mange store chancer at skrive hjem om i første halvleg. De to mandskaber gik til pause med Etims hovedstødsmål som det store højdepunkt.
Anden halvleg startede ikke som håbet. Efter få minutter kom Kjell Wätjen for sent i en tackling på Thomas Delaney, og i første omgang fløjtede Jacob Karlsen for frispark på feltkanten, men efter et kort VAR-tjek blev kendelsen omstødt til straffespark.
Mohamed Elyounoussi var sikker fra pletten. 1-1.
Men dysten var ikke færdig med at levere scoringer, og i det 60. minut udnyttede FCM en stor opspilsfejl fra Diant Ramaj. Friday Etim opsnappede en fejlaflevering fra den tyske FCK-keeper og tog et par træk, inden han fandt Denil Castillo. Den ecuadorianske midtbaneslider sparkede fladt i det tomme net.
Ny føring til hjemmeholdet.
Der blev givet og taget i den kolde oktober-kulde i et opgør, der bølgede frem og tilbage. Cho Gue-sung burde nok have lukket og slukket i tillægstiden, men den sydkoreanske angriber headede forbi højre målstolpe på et frit hovedstød i det lille felt.
Det forblev dog ved 2-1. Mike Tullberg og co. kunne knytte næverne og tilføje tre point til kontoen i en sand mandfolkeindsats. To point adskiller nu FCM og FCK i 3F Superliga-toppen.
Opgøret blev desuden overværet af 12.041 tilskuere. Det er ny all-time tilskuerrekord på MCH Arena.
