Den samlede vinder af de to opgør mellem FC Midtjylland og HNK Rijeka træder ind i Conference League-ligafasen.
Torsdag ventede den første dyst under MCH Arenas stadionlys.
FC Midtjylland startede i kontrol og mest på bolden, men de store chancer udeblev. Sådan en kom efter 20 minutter, da Franculino fandt Cho Gue-sung ved bagstolpen. Den sydkoreanske landsholdsspiller ramte kuglen flot med pandebrasken og udplacerede Aleksa Todorovic. 1-0 til værterne.
Et forløsende og vigtigt mål fra FCM’s nummer 10.
Midtjyderne fortsatte med at sidde på tingene, men kroaterne holdt stand i det resterende af 1. halvleg og gjorde også et par tilnærmelser mod Elias Olafssons bur.
Mike Tullberg og co. skiftede to i pausen, og ind kom Sofus Johannesen og Stanley Iheanacho. Sidstnævnte var aktiv fra start med flere optræk til chancer, og kun et par minutter inde kom gevinsten så.
Den nigerianske angriber strøg alene i dybden og afdriblede keeperen, men bolden blev blokeret og hoppede og dansede. Sofus Johannesen var hurtig på returen og knaldede læderet i nettet. 2-0. De to indskiftere i en nøglerolle.
Der var flere chancer til at udbygge yderligere. Først ved endnu en indskifter, Kjell Wätjen, og sidenhen et andet nyt ansigt i 2. halvleg, Friday Etim.
Men mere skete der ikke på en fin torsdag aften på MCH Arena, hvor det første skridt mod den tredje europæiske ligafase på tre år blev taget.
