3F Superliga
søndag 17/3 kl. 17:00
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
A. Şimşir (68")
Paulinho (76")
Cho Gue-Sung (96")
3:0
VB Vejle Boldklub

3-0 og etter i Grundspillet

Med en 3-0-sejr over Vejle cementerede FC Midtjylland søndag aften sin status som nummer et i Grundspillet af 3F Superliga. Aral Simsir, Paulinho og Cho Gue-sung scorede midtjydernes mål.

I Grundspillets sidste kamp tog FCM søndag imod Vejle på et råkoldt MCH Arena. Inden opgøret blev fløjtet i gang, blev Henrik Dalsgaard honoreret for sine 100 optrædener i den sort-røde trøje.

Midtjyderne startede i fuld kontrol, og syv minutter inde blev Ola Brynhildsen sendt i dybden af angrebsmakker Cho Gue-sung. Her blev nordmanden nedlagt af gæsternes forsvarsspiller, Stefan Velkov.

Dommer Mikkel Redder dømte i første omgang frispark for film, men blev efterfølgende sendt til VAR-skærmen. Kendelsen endte med at stå grundet offside i opspillet.

Ti minutter skulle der gå, før Vejle for første gang kom i midtjydernes felt, hvor Raúl Albintosa med en flugter fra tæt hold fik testet Jonas Lössl, som diskede op med en flot redning med højre hånd.

I en tæt 1. halvleg kombinerede Paulinho og Aral Simsir sig flere gange flot gennem Vejles forsvar.

Netop Aral Simsir var i fokus, da opgørets hidtil største chance indtraf efter 41 minutter. Teknikeren svang på magisk vis et indlæg ind i hovedet på Cho Gue-sung. Nathan Trott parerede flot, og på returen fik Raúl Albentosa tacklet Adam Gabriels frie afslutning mod mål.

Få sekunder efter gik det stærkt i den anden ende, da German Onugkha forsøgte sig med et saksespark i feltet. I stedet for at ramme bolden, træffede støvlen Sverrir Ingi Ingason i hovedet, og det resulterede i advarsel nummer to for Vejle-spidsen.

Nu ventede der altså mere end en halvleg i overtal.

FCM kæmpede for at lirke et hårdtkæmpende vejlensisk mandskab op. Efter 68 minutter skete det, da opgørets helt store oplevelse, Aral Simsir, endnu en gang viste sig frem på venstresiden. Efter et-to-spil med Armin Gigovic lagde offensiv-esset kuglen fladt over i det lange hjørne til 1-0.

Værterne fortsatte dominansen efter scoringen, da bolden – efter et par blokerede forsøg fra indskiftede Franculino – endte hos Paulinho, der med en kanonkugle udbyggede til 2-0.

I det 79. minut fandt Paulinho igen vej til forreste geled. Brasilianeren slog et indlæg til landsmand Juninho, som ad to omgang måtte se sine hovedstød reddet på stregen.

Dybt inde i tillægstiden tilkæmpede en sprudlende Paulinho sig et straffespark efter en vejlensisk hånd på bolden. Sparket fra pletten tog Cho Gue-sung sig af – denne gang på usvigeligt sikker vis – med et hårdt spark i midten.

Mere skete der ikke, og dermed lukkede og slukkede FCM første del af 23/24-udgaven af 3F Superliga med en komfortabel 3-0-sejr.

Den store opbakning til FCM fortsatte denne søndag. Hele 10.994 tilskuere trodsede kulden og fandt vej til MCH Arena, hvor Thomas Thomasbergs tropper cementerede sin status som nummer ét i 3F Superliga-grundspillet.

Start XI (4-4-2): Jonas Lössl, Adam Gabriel, Ingi Ingason, Mads Bech, Paulinho, Darío Osorio, Armin Gigovic, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Ola Brynhildsen, Cho Gue-sung.

Indskiftninger: Franculino Djú (58′), Valdemar Byskov (72′), Juninho (72′), Charles (80′), Henrik Dalsgaard (80′).

Expected Goals

Se Expected Goals for begge hold og alle spillere i kampen

FC Midtjylland FCM
3:0
Vejle Boldklub VB

Spillerstatistik

Se kampstatistik for alle spillere i kampen

Heatmap/Touchmap

Se positionering og boldberøringer for alle spillere i kampen

FC Midtjylland FCM
3:0
Vejle Boldklub VB

Holdstatistik

Se kampstatistik for begge hold i kampen

FC Midtjylland FCM
3:0
Vejle Boldklub VB