Søndag var FC Midtjylland tilbage i aktion efter landsholdspausen – startende mod Vejle forud for en begivenhedsrig periode med masser af kampe i både 3F Superliga, Europa League og Oddset Pokalen.
Opgøret mod liga-bundproppen var i manges øjne en must-win, men erfaringerne fra tidligere dyster mod dagens modstander indikerede, at der ikke kunne slækkes på præstationen, hvis de tre point skulle i hus – og det kom de.
Efter ti minutter brændte det på i den vejlensiske ende for første gang, da Darío Osorio blev sendt dybt, men chilenerens afslutning sad lige på Igor Vekic i VB-buret.
Få minutter senere blev det til 1-0. Osorio var i fokus på ny – men denne gang i oplæggerens rolle. Han sendte Valdemar Byskov i dybden på højresiden, og den tidligere akademispiller knaldede læderet i netmaskerne via en flad afslutning.
Franculino har scoret mange flotte mål i indeværende sæson, og halvvejs i 1. halvleg kunne han tilføje endnu et til listen. Aral Simsir sendte 3F Superliga-topscoreren dybt, og på sin førsteberøring kanonerede angriberen kuglen på overliggeren og videre ind i netmaskerne. 2-0.
Ligascoring nummer ti.
Det gik stærkt på MCH Arena, og efter en halv time blev det til 3-0. Aral Simsir tryllede på ny, gjorde VB-forsvarsspillerne rundtossede, inden han serverede bolden på et sølvfad for Paulinho, der var løbet med i et overlap. Alene med keeper Igor Vekic svigtede 200-kampsjubilaren ikke. Scoring.
Valdemar Byskov sagde tak for en startplads med en flot præstation, og inden pause scorede han for anden gang. Darío Osorio tæmmede kuglen foran offensivspilleren, der på med en følt afslutning udplacerede Igor Vekic på ny.
Sikke et tempo og sikke en 1. halvleg af midtjyderne, der – hvis skarpheden havde været der – kunne have bragt sig foran med endnu mere.
2. halvleg blev også med FCM i den dominerende rolle. Særligt Aral Simsir var i spillehumør, og i det 55. minut leverede han en af sæsonens mest spektakulære assists; med en magisk aflevering blev Franculino sendt alene mod VB-buret, og så vidste MCH Arena godt, hvad klokken havde slået; mål og 5-0.
Et hårdtprøvet Vejle-hold fik pyntet en smule på resultatet med et kvarter igen – og det fra en tidligere FCM’er. Mikkel Duelund smadrede kuglen højt i det lange hjørne uden chance for Elias Olafsson.
Mere skete der ikke på en underholdende og kold oktoberaften i Herning. Den perfekte måde at skyde et vigtigt stadie af sæsonen i gang.
