3F Superliga
søndag 21/3 kl. 17:00
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
A. Scholz (27")
J. Cajuste (48")
S. Kaba (52")
Evander (70")
S. Kaba (86")
5:0
VB Vejle Boldklub

Tilbage på sporet med storsejr

Vejle blev sendt hjem til Nørreskoven med en 5-0-afklapsning på MCH Arena i en kamp, hvor FC Midtjyllands offensiv sprudlede mod et udehold, som blev reduceret til ti mand efter 35 minutter.

22. og sidste runde i grundspillet i 3F Superligaen løb af stablen på en solrig søndag i marts. Alle rundens kampe blev spillet på samme tid kl. 17.00.

I Herning var opgøret FC Midtjylland mod Vejle. Sidstnævnte har aldrig vundet over FCM, så den statistik håbede man naturligvis på at udbygge i den midtjyske lejr.

Især fordi en sejr ville lune ovenpå tre kampe i streg i ligaen uden sejr, og her havde Brian Priske udvalgt følgende 11 spillere til at hente de tre point.

Start XI (4-3-3): Jonas Lössl, Japhet Sery Larsen, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho, Jens-Lys Cajuste, Evander, Mikael Anderson, Gustav Isaksen, Sory Kaba, Awer Mabil.

Brasilianske Paulinho spillede sin kamp nummer 50 i den midtjyske trøje. En flot milepæl for den dynamiske back, der kom til FCM i sommeren 2019.

Paulinhos forsvarskollega Alexander Scholz var den første, som markerede sig i kampen, da han efter en god dribletur trykkede af fra distancen. Langskuddet røg en meters penge over mål.

Kort efter var Sory Kaba tæt på med et hovedstød. Alt i alt en glimrende start med god intensitet hos hjemmeholdet.

Den høje fart i spillet og det aggressive pres gav pote efter 26 minutter, da Alexander Scholz bragte FCM foran med 1-0.

Målet kom efter et hjørnespark, hvor Erik Sviatchenko forlængede bolden til Scholz, som stod fri i det bagerste område af feltet. En flad indersideafslutning sendte bolden i netmaskerne.

Ti minutter senere blev det endnu bedre for hjemmeholdet. Gustav Isaksen opsnappede en bold og blev i samme bevægelse nedlagt af Vejles bagerste mand. Juhani Ojala blev udvist for forseelsen.

I tillægstiden af 1. halvleg blev føringen fordoblet af Jens-Lys Cajuste, som nettede på et lækkert langskud.

Dermed stod der 2-0 på måltavlen, da dommeren fløjtede til pause. Det var helt fortjent, og føringen kunne have været større med endnu større kvalitet i afslutningerne.

Hjemmeholdet skulle kun bruge syv minutter for at få nettet til at blafre endnu engang. Denne gang var det efter et smukt angreb, som blev startet af Paulinho med et par gode driblinger.

Awer Mabil sendte et indlæg i boksen med ydersiden. Her var Sory Kaba steget til vejrs, og med god timing pandede han bolden i nettet.

Angrebene væltede ned mod Vejles mål i løbet af 2. halvleg, hvor FCM for alvor havde fundet de offensive takter frem.

Næste i rækken til at notere sig som målscorer var Evander, der gjorde det til 4-0 med et fornemt spark fra kanten af feltet.

Ti minutter før tid fandt endnu et højdepunkt sted, da Kristian Riis gjorde comeback efter mere end to års skadespause fra tællende kampe.

Til sidst blev det også 5-0, da Kaba blev dobbelt målscorer på endnu et hovedstød. Scoringen faldt efter en indøvet frisparkskombination.

Det blev søndagens sidste mål i Herning, hvor FC Midtjylland altså snuppede en fortrinlig 5-0-sejr.

Det er selvfølgelig værd at huske på, at det var 11 mod 10 i størstedelen af kampen, men den midtjyske offensiv må siges at være ‘back on track’.

Nu er der landskampspause og dermed to uger uden, at FC Midtjylland skal i aktion. Herefter venter det afgørende slutspil.

Expected Goals

Se Expected Goals for begge hold og alle spillere i kampen

FC Midtjylland FCM
5:0
Vejle Boldklub VB

Spillerstatistik

Se kampstatistik for alle spillere i kampen

Heatmap/Touchmap

Se positionering og boldberøringer for alle spillere i kampen

FC Midtjylland FCM
5:0
Vejle Boldklub VB

Holdstatistik

Se kampstatistik for begge hold i kampen

FC Midtjylland FCM
5:0
Vejle Boldklub VB